Der var engang en svensk jazzkritiker, der i fuldt alvor påstod, at et bigband var en fascistisk organisation styret af en diktator. Det var i de dage, da det i visse kredse var populært at anskue al kunst fra en politisk synsvinkel. Da Bob Mintzer sidste uge i P2’s ’Jazznyt’ blev spurgt, hvad det betød for ham at arbejde med et bigband, svarede han, at det ikke mindst var kammeratskabet, holdånden, der bestod musikerne imellem. Det var jo en helt anden og anderledes fornuftig snak.

Også fremragende instrumentalist
Det var da også en herlig koncert, mandag aften i Radiohusets studie 2. Med de rige erfaringer, som Mintzer har vundet som leder af store ensembler gennem 25 år, fremstår han som en komponist og arrangør, der ikke blot har forstået at værne om traditionen, men også at forny den. Hvad man allerede kunne konstatere i aftenens indledende nummer, ’The Art Of The Band’, og senere i ’Lester Jumps Out’, en hyldest til Count Basie.

Det var to eksempler på det, der kendetegner Mintzer som arrangør. Nemlig den måde, han formår at flette forskellige temaer sammen til en inciterende helhed. En anden ting er hans evne til at omsætte – hvad der tager sig ud som improvisationslinjer – til ensemblepassager, udskrevet til de enkelte sektioner, som vi hørte det i tredje nummer. Og så er der endnu en kategori, hvor Mintzers personlighed måske udfolder sig stærkest.

Det var i koncertens første afdeling ’Flying’, præsenteret til minde om Mintzers instrumentkollega, den for ganske nylig afdøde tenorsaxofonist Michael Brecker, der i sin tid som medlem af Mintzers eget band var solist i værket. Her var det Mintzer selv, der havde overtaget denne rolle med en storslået indsats, der viste ham som den fremragende instrumentalist, han ligeledes er.

Gevinst at fatte sig i korthed