Som uakkompagneret solorecitation, der kun afbrydes af spredte korsatser, er Heinrich Schütz’ passioner unægtelig asketiske; men med en programnote som én stor undskyldning bag sig fik man nærmest det modsatte ud af Lukas-passionen: Jo, recitationen - Evangelist, Jesus, Petrus, Pilatus og hvad personerne nu alle sammen hedder – er formelmæssig, men ikke derfor ensformig. Tværtimod er den netop så smidigt sprognær, at vågne, stilsikre sangere har rig lejlighed til udtryksfuld fortælling. Det forstod Ars Novas to hovedsolister smukt at udnytte uden derfor at sprænge rammerne: ikke opera, men fængslende medlevet beretning på et intimt niveau fra et par velfungerende og smidige stemmer. Nøgenheden er en betydelig udfordring, men her fik det meget sjældent hørte værk (første gang for mit vedkommende) indtrængende vægt med sin dæmpede følsomhed.
Triumferende glans og fylde
Det mest dramatiske element var korets korte, men effektive bidrag med deres skarpe tegning af, hvordan ophidsede menneskemassers stemmer falder over hinanden. Det er ellers ikke som dramatiker, vi kender Hillier, men her var han det i udtalt og velgørende grad.
Koncerten afsluttede en danmarksturné og var præget ikke blot af stor, udadrettet selvsikkerhed, men i mange satser også af en næsten triumferende glans og fylde, som ellers ikke har været det kun 12 sangere stærke elitekors kendetegn. Det er, som om stemmerne er vokset.
Dets største indsats lå forud for passionen. J.S. Bachs store motet ’Jesu, meine Freude’ blev modelleret stærkt igennem med en herligt fast og tæt klang, lysende klar harmonik og stemmeføring og fængslende nuanceret udtryk. Svært at forestille sig smukkere.
Smukt og tilgængeligt værk
