Stjernen synger. Publikum lytter. Stjernen tindrer. Publikum jubler. Stjernen bliver født og får sin næring af den særlige kærlighed, der kaldes beundring og tilbedelse. Symbiosen findes i alle former for optræden, men ingen steder er den rituelle byttehandel så prominent udstillet som i rigtig showbiz. Og få steder sat i scene med så nøgent udstillet et ublufærdigt krav om betingelsesløs kærlighed fra publikums side som til aftenens koncert med Liza Minnelli .
Det er ikke en kærlighedsgerning, der falder svært en aften, hvor alt, hvad der kan krybe og gå af blitz-venlig celebritet er i Tivoli. Liza Minnelli er ikke bare en stor sangerinde. Hun er også så elskelig. Det er vel på en måde hendes livs store rolle i rampelyset.






























