Det er 75 år siden, den legendariske canadiske pianist Glenn Gould blev født, og 25 år siden, han døde. Det har givet Tivoli anledning til en lille klaverfestival omkring hans repertoire, og torsdag sad armenskfødte Marianna Shirinyan på scenen.
Selv om elendigt vejr utvivlsomt havde hovedskylden for et ualmindelig ringe fremmøde, spillede det givetvis også ind, at den knap 30-årige pianist slet ikke er kendt. Men det kan og bør hun blive, for hun er en usædvanlig fin musiker, et udtalt poetisk talent, der både fængsler og bevæger. Og så bor hun faktisk her i landet. Meningsfyldt program Hendes pauseløse program var wienerisch, men spændt ud mellem ekstremer: Arnold Schönbergs ekspressionistiske tre stykker op. 11 og Alban Bergs kun med nød og næppe endnu senromantiske sonate – begge fra begyndelsen af forrige århundrede – indrammet af to sene sonater i Es-dur af wienermusikkens faderskikkelse, Joseph Haydn (og altså ikke den ældre og mindre kendte i G-dur, som afsluttede det trykte program). Det gav perfekt mening. Strukturbevidst klarhed og forfinet klangsans var personlighedens fælles grundlag for sjælfulde fortolkninger, men hindrede hende ikke i at skelne knivskarpt mellem de to epokers vidt forskellige holdninger til både instrumentet og selve det kunstneriske fænomen. Hypersensitivt udtryk Udfordringen var vel størst i Den Nye Wienerskoles meget komplekse stil, og der var aha-oplevelser at hente som i det første Schönbergstykkes evigt foranderlige, men hørbart allestedsnærværende hovedmotiv. Men der var også ren sanselighed i magisk flygtige pianissimopassager, og først og fremmest var der en hypersensitiv udtryksfuldhed i linjers og akkorders subtilt afstemte og modulerede klangforløb.
