Sig navnet Rakhmaninov, og mange vil tænke stor, udadvendt, virtuos klaverkunst. Sig pianistnavnet Steven Osborne, og Rakhmaninov bliver med ét en helt anden sag. På en aften viet til det korte karakterstykkes kunst demonstrerede den unge skotte, at Rakhmaninovs præludier i realiteten er omhyggeligt opbyggede musikalske strukturer. Osbornes teknik på tangenterne er så fremragende, at hjernen kan få lov at erobre scenen, og med en reflekterende musikhjerne som Osbornes er det musikkens arkitektur, ikke musikken som afsæt for braldrende opvisning i egocentri, man får lov at opleve. Blotlagt Rakhmaninov Stemmeføring, struktur og flerlagethed blev overalt blotlagt. Helt ned til det problematiske i de ofte påklistrede slutakkorder hos russeren åbnede pianisten vores ører.
Yderst interessant var det at følge hans næsten dissekerende fortolkningspraksis. Vi fik Rakhmaninovs præludier opus 23 plus – selvfølgelig, havde jeg nær sagt – det berømte præludium i cis-mol. Også sidstnævnte kending fik sin arkitektur blotlagt med en intelligens, der trods den fine balance mellem styrke og indsigt næsten kunne virke fersk. Sarte stemninger Debussy, den franske impressionist, har også skrevet klaverpræludier. To bind endda, og med første bind gav Osborne os en yderst interessant start på aftenen. Debussys kunst i præludierne er uovertruffen. Hvert stykke – med titler som ’Sejl’, ’Den sunkne katedral’ og ’Skridt i sneen’ – er et lille stemningsmaleri, der tåler uendeligt mange genhør. Her kom pianistens vandfarvesarte, sensitive, kun diskret sanselige kunst i høj grad til sin ret. Hvad vi oplevede, var nænsom karakteriseringskunst, igen parret med teknisk overlegenhed, når vestenvinden skulle feje over landskabet.
