Et par stilfærdige politibetjente ved indgangen, diskrete sikkerhedsfolk blandt publikum og en enorm tilstrømning af folk, man ikke ser i koncertsalen til daglig, mindede om, at et gæstespil af Israels Filharmonikere ikke blot er sjældent og prominent, men også har politiske undertoner.
Og det ikke kun fordi man ikke kan nævne Israel uden at tænke på politiske problemer. Ved at samarbejde med en palæstinensisk pianist knytter orkestret, som har eksisteret en hel del længere end den stat, det er opkaldt efter, forbindelse tilbage til sit oprindelige navn: Palestine Orchestra. Medlemmernes høje gennemsnitsalder og en varm, rund klang fra det meget store strygerkorps gør ensemblet til lidt af en tidslomme for den gamle centraleuropæiske orkestertradition, det udspringer af. Det er et godt orkester, men ikke et, der slår benene væk under lytteren. Medrivende fortælling Det er Saleem Abboud Ashkar, man vil huske længst fra koncerten. Den 31-årige nazaræer viste sig i Beethovens 3. klaverkoncert som meget mere end en fremragende klaverspiller med kviksølvagtig bevægelighed og et fornemt kontrolleret anslag.
