Der var propfuldt i JazzHouse lørdag aften, og stolene stod tæt. Men egentlig skulle de have været fjernet og dansegulvet givet frit. Det var nemlig tæt på umuligt at sidde stille til Zawinul Syndicate, der fyrede den af, som var gruppen et powerhouse bestående af syv højtydende generatorer. To percussionister og en trommeslager fra blandt andet Marokko lagde sammen med en hårdtswingende bassist fra Mauritius bunden i det, som med den brasilianske guitarist Alegre Correa og syndikatbestyrer Zawinul selv ved keyboardene bedst kan beskrives som powerhousejazz. Men så var der også alt det ekstra: Zawinuls vrængende kontante soloindbrud, de korte, kontante breaks og vokalindslagene, som snart sagt enhver i bandet leverede med overraskende autoritet og hvert sit etniske særpræg. Dertil en sangerinde, hentet fra Congo, der nok kunne krydre sagerne yderligere, men som især brændte sig fast i hukommelsen med en fremragende religiøs ballade. En inderlig sang til den kærlige skaber. Når der på dén måde indimellem blev skruet ned for strømmen i det multietniske kraftværk, hvor dagsordenen ellers var tætte, hårdt swingende ostinater, kunne det også være til fordel for et stort, frittalende og virtuost baspræludium. Eller for at give plads til balladeagtigt rolige flader, der gav en kontrast, powerjazzen fra Zawinuls musikalske generatorer havde godt af. Men det meste af aftenen var luften tæt af højpotent percussion isprængt sprødt knitrende guitarfigurer og Zawinuls kontante keyboardsoloer, der dog også kunne te sig melodica-blidt - som for eksempel i et roligt nummer, der med sangerinden Sabine Kabongo i centrum fik det næstsidste ord, inden kraftværket tømte sig for energi i en sidste, rekordvoldsom udladning, som fik publikum til at stå tilbage, længe, og klappe taktfast, uden at det dog gav ekstranummer.