På en scene står en ung pige helt alene. Der er stille, fordi publikum ikke ved, hvad der nu skal ske. Hun tænder laptoppen, den driller. Hun tænder den igen og får efter en hjerteskærende stilhed på adskillige farlige minutter trykket play.
Musikken bølger ud, og 22-årige Ane Østergaard aka Band Ane sætter et lille melodica-klaver for munden og puster sin musik ud i rummet, hvor publikummet er vagtsomme over den næsten grænseoverskridende intimitet. Det er tyst, personligt og usikkert på nybegyndermåden. Lyden af Darth Vader på coke
Band Ane udgav for et tre uger siden sit debutalbum ’Anish Music’, der har slået anmelderne omkuld med sin legende, feminine tilgang til elektronisk musik, der ellers er domineret af nørdfyre. Også Band Anes sceneoptræden har et umiskendeligt personligt skær af ungpigekammer, humor og legeplads over sig.




























