Foran scenen står et hav af piger, der hvinende gynger mod strømmen af Linnet-sange fra scenen. Midt i havet af ungdommens energi står en hvidhåret kvinde i 70’erne. Hun lægger nakken tilbage og synger med lukkede øjne »jeg er den bankende rytme, i alt hvad du længes imod«. For når Anne Linnet inviterer til fest, myldrer kvinder i alle aldre til. Således også lørdag aften i et udsolgt Pumpehuset, da Linnet skulle afslutte sin turne i hovedstaden. Aldersspredningen var et imponerende særsyn, mødre og døtre arm i arm, unge vuggende lesbiske par, midaldrende kvinder med hvidvin i ballonglasset. De var der alle sammen. Guldgevinst med den nye plade Aftenens hovedpersonage, Anne Linnet, var i den grad i topform. Ikke så mærkeligt efter de mange flotte anmeldelser, radiospilletid og top 1-placering, der har fulgt udgivelsen af albummet ’Akvarium’. Umiddelbart inden koncerten havde hun tilmed fået at vide, at pladen har solgt guld, så humøret var højt fra scenen, hvor Linnet stillede op med sit meget unge band, inklusive sønnen Marcus Linnet, der spillede på percussions og elektronisk tingeltangel, og datteren Eva Maria Linnet, der sang kor. Det bli’r i familien. En musiker som Anne Linnet har jo over 30 års anciennitet, og til hendes koncerter er man som publikum altid lidt splittet. Vi vil rigtig gerne høre de gamle sange, som jo nærmest ligger indkodet i vores dna som et musikalsk memory-card gennem livet.
Samtidig skal musikere blive ved med at udvikle sig og prøve nye ting og lave nye udgivelser. Det lykkedes Linnet at holde den balance og tilfredsstille behovet for noget nyt, noget gammelt og sågar noget blåt. I første halvdel spillede hun mest nye sange fra ’Akvarium’, badet i stemningsfuldt blåt havlys, med sin velkendte inderlighed, krydret med små anekdoter om sangenes forhistorie. I anden halvleg blev der så skruet op for kedlerne med gamle kendinge. »Du troede, jeg var en pæn pi’«. For da vi alle sammen lige var blevet varme og kommet godt i gang, ville Linnet holde en kort pause. Men pausen var faktisk ikke så kort endda, og det føltes som en evighed at stå der i salen og vente. Rygerne var sikkert taknemmelige for at kunne smutte udenfor og trække vejret, men det gav desværre et voldsomt dyk i engagement og energi med en utidig halvleg. Tilbage på scenen igen ville Linnet feste. Og det tog da heller ikke mere end den catchy sang ’OK’ at få os op i gear igen med masser af elektroniske trommer og synthesizer og det flabede mantra: »Du troede, jeg var en pæn pi’, det var jeg så ik’ lige«. Bundesliga-hår og gamacher Meget fremtrædende i koncerten var Linnets charmerende ’højre hånd’, guitaristen Mads Wegner, der havde ladet sig inspirere af firsernes glamrock og stillede op i den ene mere fantastiske læderdragt efter den anden med et forrygende bundesliga-hår og indlevende rock-soloer. Også korbaben Engelina havde været på besøg i en 80’er-genbrugs og stillede op i badedragt og gamacher, trutmund og sovekammerøjne. »Ja, mine korpiger har fandeme altid set godt ud«, grinede Anne Linnet med henvisning til Anne, Sanne og Lis-perioden, hvorefter hun spillede ’Måne, sol og stjerner’.
