Tivolis Symfoniorkester havde fredag aften besøg af ikke mindre end to yderst velbrændende ildsjæle: Den store franske violinist Augustin Dumay var inviteret til at spille Mendelssohns altid henrivende violinkoncert i e-mol op. 64, og ved sin side på dirigentpodiet havde han det kinesisk-amerikanske energibundt Lan Shui. Og det blev en Mendelssohn med det hele, for Augustin Dumay er typen, som ikke blot er oven på musikken – altså sagt på en anden måde: virtuos så det forslår – Dumay er en musiker, som er både oven på, neden under, rundt om og inde i musikken med en nuancerigdom, som spænder fra rytmisk veloplagt arrigskab over syngende charme til himmelsk mildhed, og han forlenede Mendelssohns koncert med liv og åndende lyrik igennem tre velformede og spillevende satser.
Humanitært ekstranummer
Hvad der kun gjorde sagen endnu mere indtagende, var violinens meget liv- og humørfulde samspil med Tivolis Symfoniorkester, som den hele tiden årvågne kommunikation mellem Dumay og Lan Shui fik fremelsket.
Efter Mendelssohn fik publikum oven i købet et humanitært ekstranummer i kraft af Lan Shuis ønske om at foranstalte en indsamling til ofrene for det nylige jordskælv i Kina. Til dette sympatiske formål spillede Dumay og hans klavertrio-partner, cellisten Jian Wang (der efter sigende tilfældigvis var i byen) 2. sats af Brahms’ dobbeltkoncert i a-mol op. 102.
Heftigt temperament Det er jo svært at indvende noget imod et sådant indlysende godt formål (omendskønt det måske ikke er lige dén form for godgørende medleven i verdens begivenheder, som denne lytter længes efter fra kunstens side, men det er en anden og meget omfattende diskussion). Altså, kort sagt: et godt formål; men musikalsk set var det – ikke overraskende – aftnens mindst overbevisende indslag. Efter pausen slog Lan Shui til igen – med dirigentstok og et heftigt temperament i et rent Richard Strauss-program. Han og orkestret lagde for med Strauss’ tonedigt Don Quixote i en højst muskuløs udgave og fortsatte derefter med Rosenkavaler-suiten.
