Venstre hånd var strakt ud i spændt violinposition med fingrene vendt muskeldirrende opad. Men selv om Maxim Vengerov havde godt fat om nosserne på Tjajkovskij, er der endnu et væsentligt stykke vej for virtuosen, hvis han vil kunne kalde sig dirigent. Oprindelig var det meningen, Vengerov også skulle have været solist på sin violin ved fredagens tivolikoncert, men den rastløse russer har lagt instrumentet fra sig. Efter flere sidespring med både bratsch, tango og studier i improvisation hos jazzkollegaen Didier Lockwood har det voksne vidunderbarn valgt at prøve noget nyt: dirigentvejen.
Tiggede om nåde
Tjajkovskijs strygerserenade er melodisk helt ud i det fortvivlede, selvmordsparate. Vengerov klemte om melodierne, så musikken uvilkårligt åbnede munden og tiggede om nåde.
Det var udtryksfuldt, men der er en hel del mere, man skal kunne, hvis man skal dirigere et orkester, hvor klang og præcision alt for nemt falder fra hinanden, som det skete under Maxim Vengerovs i øvrigt intense og nærværende ledelse.
