Kun et halvt år efter, Daniel Barenboim modtog Sonningprisen i Koncerthuset, havde københavnerne igen været klar ved billetlugen.
Der var sat ekstra stole på scenen bag det sorte koncertflygel, så det var en mere end fuld sal, der tog varmt imod en af vor tids største musikere, da han som optakt til tohundredeåret for Chopins fødsel næste år kom forbi København med et hyldestprogram til alle tiders klaverkomponist.




























