Med fare for at lyde som et ekko af sig selv må anmelderen konstatere, at byens andre dygtige amatørkor får vanskeligt ved at nå op til toppen af det juletræ, hvor Sokkelund Sangkor igen i år placerede stjernen sikkert i toppen med den juletradition af Händel, vi kender som ’Messias’.
Sokkelunds 'Messias' kan heller ikke være byens billigste at stable på benene. Igen i år var der fløjet tyske musikere med originalinstrumenter ind fra Leipzig for at danne et lille kammerorkester. De var suppleret med et par danske proffer, og vokalsolisterne var den smukke julepynt på korets spændstige grangrene.



























