Det har fungeret på cd med Haydn, og det har virket, når Morten Schuldt-Jensen dirigerer Händel med strengt vibratoforbud. Men det fungerer ikke, når han skal lave Mozart på de samme præmisser. Jo, fagotkoncerten gik godt. Her samlede musikken sig til fraser. Her var man tryg i hænderne på en dirigent, der ellers har en uheldig tilbøjelighed til - med barokken i baghovedet - at arbejde med Mozarts sangbare linjer, som om de var et Meccano-byggesæt, som Jan Jacoby rammende skrev efter den første af Morten Schuldt-Jensens Mozart Maraton-koncerter fredag. Mozarts charmerende klaverkoncert 'Jeunehomme' havde en koncentreret Marie Rørbech som solist. Men hverken publikum og musikere eller solist og orkester fik mulighed for at trække vejret sammen. Beåndet blev resultatet ikke. Snarere stift og flere steder også upræcist. Det samme skete i Mozarts obokoncert, hvor solisten var mindre fri end fagotkollegaen. Tempoforandringer skal føles naturlige. Ikke påklistrede. En dirigentpræsentation af Mozarts måske allermest perfekt simple himmerigsmundfuld, 'Eine kleine Nachtmusik', der postulerede, at stykket skulle være i familie med det fuldstændig anderledes bastant humoristiske værk 'Ein musikalisches Spass', og at det i øvrigt skulle gemme på en barokinspireret concerto grosso med soli og tutti og en historie om en munter tjener og to unge elskende, gav unægtelig bange anelser. Den frit fordrejende fortolkning af denne strygerserenade (hvoraf de fire overleverede satser i form og rækkefølge danner det nydeligste miniature-skoleeksempel på en wienerklassisk symfoni med sonateformet førstesats og hele pibetøjet), indfriede de bange anelser. Her blev gjort vold på den ene wienerklassiske ottetakter efter den anden og dertil spillet komedie på dirigentpodiet, uden at det var berettiget. Ikke nogen god aften for Schuldt-Jensen og hans unge, vibratofrie Leipzigmusikere. Når man lige ser bort fra fagotkoncerten. Kun den sikrer det tredje hjerte over anmeldelsen.