Der var tæt pakket i kælderen på Rådhuspladsen, da en amerikansk trio fra topenden af international jazz indtog Politikens nye koncertsal, Pressen, og gav spillesteds første koncert under årets jazzfestival. Tidligere rullede store maskiner og tunge papirvalser for fuld drøn i kælderen, når Politiken og Ekstra Bladet skulle trykkes. Lørdag var det tre toprutinerede stilfræsere, der demonstrerede, at al musik er jazz. Fra rock og funk til swing og psykedelisk el-guitar. Og ja, tyrolerjazz kan sagtens vrides over i komplekst skæve polyrytmer og føres videre i klang af bedeskåle, voice-samples og syretrip. Det fik vi da bekræftet. Man kan kalde resultatet for halvfjerdserfusion i moderne fortolkning. Man kendte guitarflipperen John Scofield igen på klangen. Med et arsenal af effektpedaler tog guitaristen os med sin Trio Beyond ud på en kontant swingende intergalaktisk rejse, der med en lind strøm af stilskift og en varighed på to ubrudte timer både belønnede og stillede krav. Efter en i og for sig uopsigtsvækkende, men solid opvarmning i form af Coltranes 'Big Nick' kom den funky kant frem i et medley, der tog udgangspunkt i gruppens organist Larry Goldings' 'As one'. Som de fleste var også dette nummer hentet fra Trio Beyonds dobbelte live-cd 'Saudades'. Og her som under resten af koncerten blev man betaget af Jack DeJohnettes rene, hårde, varierede, men hele tiden klare trommespil, der fungerede som en stærk motor. Konsekvent højenergisk og stramt, uanset om trommelegenden leverede det ubarmhjertigt funky, det effektivt swingende eller, som i 'Seven steps to heaven', improvisationen over et ostinat i guitar og orgel. Larry Goldings, gruppens benjamin, ved Hammond B-3'et holdt koncentrationen selv i langt udtrukne soli og sørgede for interessante udviklinger. Hans sprukne solo på det elektriske Wurlitzer var en smuk indledning til 'I fall in love too easily', som derpå kørte over i en, tja, skal vi kalde det funky tangofeeling? Den komplet udsolgte sal oplevede tre bragende dygtige musikere, som behændigt undgik at sætte sig mellem de mange stilmæssige stole i et helt lille marathon af en koncert, der var lige på kanten til at udmatte sin tilhører. Og hvordan var lyden så i Pressen? Den var præcis, men også høj og hård. I hvert fald hørt fra min plads fremme foran scenen. Og fordi de brede bærepiller i det store, hvide rum tvinger musikerne over i den ene side af salen, klarede en 'storskærm' på sidevæggen det visuelle for dem, der ikke havde sikret sig en premieplads ved at stå i kø en eller flere timer.