Denne gang gjorde CoCo det rigtige: brugte solistisk orkesterbesætning - blot fem strygere - i J.S. Bachs cembalokoncerter. Stadig stod cembaloerne (nu var der to) mindre end krystalklart i kirkerummet, skønt Garnisons Kirke fungerer bedre end Holmens, men med ørerne på stilke var det absolut muligt at opfatte og nyde de to fremragende solisters artikulation og energi og endog deres forskellige personligheder: Mortensen som den jublende overskudsmusiker, der med spil og tegn også inspirerede et af nødvendighed let og diskret, men også dansant rullende, i hurtige satser ligefrem opfarende strygerspil med en stærk og impulsiv dynamisk profil. Rasmussen en kende tungere med ekspressiv vægt og vilje til besindighed, hvis duospillet truede med at tvinge tempoet op i en spids. Samtidig var der tæt og lystfyldt kontakt mellem dem, en gensidig inspiration, der trådte allertydeligst frem i de langsomme satsers overdådige, men aldrig fortegnende forsiringer. Ordet betyder jo 'udsmykning', og som de fantasifuldt spontane ornamenter og omspilninger blomstrede frem af lutter musikantisk overskud, oplevede man dem netop som den generøst forgyldte finish på snedkermester Bachs solide barokskabe. Hver af de to dobbeltkoncerter, den i c-mol efter den kendte d-mol-koncert for to violiner samt den i C-dur, som faktisk kan spilles uden orkester, blev indrammet af to koncerter af Antonio Vivaldi. Hans og andre samtidige italieneres koncertform var det grundlag, Bach byggede videre på, men ud over det tresatsede skema mindede de valgte eksempler ikke meget om tyskerens værker. Først og fremmest var de uden orkester, komponeret for varierende besætninger af fire solister med continuo, og som sådan ganske utypiske for Vivaldi. Alligevel var det ikke kammermusik i snæver forstand, for musikken var udpræget koncerterende: kollektivt i to af åbningssatserne, hvor skiftende grupper spillede livligt pingpong med hinanden, men ellers med blokfløjten som solist, evt. i parløb med fagot eller cello. Særlig utypisk var en finale formet som en variationsrække med tematisk udgangspunkt i den forudgående langsomme sats. Klangligt afvekslende og forholdsvis uforudsigelige var de rappe små koncerter en forfriskende kontrast til Bachs brede, tæt vævede strukturer, og de bød på liflige og temperamentsfuldt kreative soloindsatser: CoCos solospillere er meget mere end orkestermusikere. Bolette Roed boltrede sig let og sikkert på de dominerende blokfløjtestemmer, men nåede ikke kollegernes smidigt labile udtryksfuldhed, og hendes udsmykning af de langsomme satsers repetitioner kunne være frodigere.