Da raplegenden KRS-One var i Danmark for et år siden, væltede han Vega med en energi og spilleglæde, der imponerede helt ned til de bagerste rækker. Det er svært at gentage så stor en succes, og forventningerne var da også tøvende til fredagens koncert. Som en kvindelig publikummer proklamerede: "Da jeg så KRS sidste sommer, var det som at komme til Mekka for mig. Så jeg var virkelig i tvivl, om jeg skulle komme i aften". Referencen til Mekka er ikke tilfældig - KRS-One er en af de største nulevende rappere. Han er hiphoppens svar på reggaens Marley, rockens Dylan og poppens Prince. Intet mindre. Nu 40-årige KRS-One opfandt i 1987 den dybe raptallerken, da han sammen med dj og producer Scott La Rock udgav klassikeren 'Criminal Minded' under navnet Boogie Down Productions. Pladen opfandt hardcorerap om en hård hverdag i New Yorks kriminelle miljøer. Da La Rock kun et år efter debuten blev dræbt, lagde KRS-One stilen om og satsede på "knowledge" og "peace" frem for bandekrige og våben. Han bliver ofte kaldt 'The Teacher', da hans tekster opfordrer til lærdom og sammenhold i den globale hiphoplandsby. Da KRS fredag aften stod på scenen i Amager Bio, havde han meget passende iklædt sig en t-shirt, der pralende proklamerede "I am hiphop". Samtidig lovede han os en lektion i "the golden age of hiphop". KRS-One havde inden koncerten siddet 12 timer i en bus (han flyver aldrig), så der skulle lige sparkes liv i de gamle knæ. Koncerten var en hastesag - det er kun to uger siden, den blev annonceret. Måske var det derfor, salen var halvtom? Eller måske havde alle de danske KRS-fans allerede set idolet for nylig? KRS-One er en af de rappere, der har flest hits at prale af. Når KRS spiller, vil publikum derfor høre gamle klassikere som 'Sound of tha Police', 'The Bridge is over' og 'My Philosophy'. Det ved rapperen selvfølgelig godt. Alligevel insisterede han på at spille flest nyere numre og kun give os et vers og et omkvæd fra nogle af de gamle hits. Om det skyldes hovmod, metaltræthed eller kommercielle hensyn, er svært at sige. Men det generede. Som publikummer blev man aldrig rigtig mæt. Det svarede til at få stillet en kæmpe slikskål foran sig og få at vide, at man skulle gemme sin appetit til aftensmaden. Samtidig brugte KRS alt for meget tid på at fortælle om, hvor ægte en hiphopper han er og teste sit publikum: Var vi nu ægte hiphoppere? Ja, for helvede og giv os så det, vi er kommet efter, havde man lyst til at råbe. Endnu mere sært blev det, da han midt under koncerten brugte et kvarter på at skrive autografer. KRS virkede tilbageholdende og usikker. Måske var det, det manglende fremmøde? Eller også var det bare sidst på en virkelig lang turne. I hvert fald var han en fæl skuffelse for alle os, der har set, hvad KRS-One kan præstere, når han er i topform.