Det er svært at starte nyt, ikke mindst i det klassiske musikliv, hvor kvalitet og rentabilitet kan synes omvendt proportionale, men man må håbe og bede til, at Mogens Dahls smukke og velindrettede nye koncertsal på Islands Brygge vil trives og have held med sine prisværdigt ubeskedne ambitioner. Denne gang var der i hvert fald temmelig fuldt hus med en iøjnefaldende høj andel af professionelle musikere blandt gæsterne. De ved jo nok, hvad de går efter, og med et vægtigt program blev det da også en mindeværdig koncert. Hørt fra min plads ved bagvæggen havde kombinationen af cello og klaver pondus, nærvær og en dejlig stoflighed i det korte, men brede og højloftede rum. Noget nær ideelt. Og vi fik kammermusik med saft og kraft og suverænt overskud. Pyha, hvor de kan de to! Og så i den grad i samspil og balance. Der var stormende romantisk energi i Mendelssohns sonate i B-dur og Chopins i g-mol på fløjene, temmelig samtidige og æstetisk-stilistisk beslægtede, men understreget som forskellige temperamenter: Mendelssohn var et velsmurt snurrende maskineri, hvor alle tandhjul greb perfekt og synligt ind i hinanden - ikke mekanisk, men med præcisionens og samspillets fjerlet akrobatiske elegance og et charmerende overskud af humørfyldt ynde bag den fejende smidige og friskt fortællende formgivning. Chopin derimod var lidenskab og patos skønt med stram flugt i tempobehandlingen og uden spor af det selvsmageri, som unægtelig frister en del cellister, selv om Kirshbaums mørkt mættede tone hverken her eller ellers søgte den 'kammermusikalske' slankhed, mangen yngre solist foretrækker. Men faktisk var sonaten det eneste af aftenens fem værker, hvor celloen antydningsvis trådte frem som førende stemme, skønt det formbærende melodistof flød sømløst mellem instrumenterne. De mellemliggende stykker var mere karakterprægede, også Benjamin Brittens sonate med hver sats' fokusering på bestemte virkemidler og et lukket udtryksunivers. Et forrygende virtuost Moto perpetuo afsluttede billedsuiten og udløste et brag af et bifald. Mere stilfærdig var reaktionen på Anton Weberns 'Drei kleine Stücke', som det er naturligt efter disse åndeløst tilbageholdte ridser i stilheden, men koncentrationen gjorde indtryk. Aftenens smukkeste øjeblikke var dog nok Leo{scaron} Janáèeks 'Pohádka', hvis svirrende figurgentagelser alene synes at dreje sig om at fastholde flygtige stemninger og følelser. Her blev klang, puls og samspillets følsomhed transformeret til ren poesi.