Operalagkager er ikke just Radiosymfonikernes vanlige stil. Des mere forfriskende var torsdagens Bellini-aften, som der var rigtig gode grunde til at lave: Dels bliver denne bel canto-stilens sicilianske aristokrat stadig fuldstændig negligeret på danske operascener, dels er Giancarlo Andretta en dirigent med den helt rigtige forståelse for delikatessen og det hudnære udtryk i denne spinkelt konstruerede musik. Efter en let vaklende strygeransats i ouverturen til Rossinis 'Silkestigen' - det eneste stykke i første afdeling, der ikke var af Vincenzo Bellini - var man i fuldstændig trygge hænder og ualmindelig godt selskab. Let og luftig orkesterbehandling, rytmisk tåspidsdans, lækre pointeringer og masser af lune var selvfølgelige ingredienser. Men Andrettas stærkeste kort er hans stilsikre sans for at deklamere, gøre melodierne talende og udtryksfulde med en frihed i foredraget, et mod til at tøve og vente, der er selve stilens livsnerve: Den rette dosering - og den kan være ganske stor - gør hele forskellen mellem teatralsk maner og troværdig følsomhed. Orkestret underordner sig som en selvfølge en vokal diktion, og instrumentationen giver sangeren masser af plads. Henriette Bonde-Hansen, som vi kender som en ualmindelig indtagende og sjælfuld Mozart-sopran, var imidlertid ikke indlysende på hjemmebane. Uden den bundfaste glans, der får Bellinis lange linjer til at lyse og røre, virkede stemmen flagrende, og den blev for sparsomt moduleret, f.eks. med udtyndinger. Også koloraturteknikken var noget summarisk, og mere end én gang var det orkestret og dets solister, der mest overbevisende viste, hvad sangbar udtryksfuldhed kan være. Alligevel lykkedes det Bonde-Hansen med sit foredrag og den pigede skrøbelighed, der er hende egen, at formidle især alvorlige udtryk som den ulykkelige Giuliettas recitativ og arie fra 1. akt af 'I Capuleti e i Montecchi'. Og til sidst, i slutscenen fra 'Beatrice di Tenda', faldt røsten på plads, som om den endelig havde sunget sig fri af nordisk vintertåge til sydlandsk glans, varme og smidighed. Med den stemme kunne hun såmænd være begyndt forfra med et væsentligt bedre resultat. Efter pausen fik vi en samtidig tyskers minder fra Bellinis Italien i form af Mendelssohns 'italienske' symfoni. Det er i bund og grund en helt anden verden, men dens sprudlende humør, skønhed og elegance lå lige til Andrettas pind. Han var her og der og alle vegne for at give hver detalje liv og den rette vægt i en helt igennem charmerende og medrivende opførelse.