De 12-årige piger er ved at se koncertlyset for første gang. Øjnene stråler i genskæret fra scenens hvidglødende lamper, og mundene mimer stavelse for stavelse med på 'Why Are You Looking Grave?'. Der er ikke så få af de helt unge piger foran scenen i K.B. Hallen, hvor Mews bassist, Johan Wohlert, klapper over sit eget hoved for at piske en stemning op. Det er svært ikke at trække en lillebitte smule på smilebåndet, når man således ser bandet med den dybest set sky attitude og kryptisk-romantiske musik træde i karakter som rockstjerner. En status, de i disse dage opnår med veritabel vokseværkshastighed. Priserne regner ned over Mews 'And the Glass-Handed Kites', og publikum strømmer til. At erobre verden fra scenen er ikke nødvendigvis nogen let nød at knække, når nu gruppens sanger og naturlige centrum, Jonas Bjerre, forbeholder sig retten til at forblive pur og uantastelig bag mikrofonen hyllet i sin lyse stemmes blufærdigt udfoldede melankolier. Her er den næsten uskyldsrene koncentration om det skjønne, uden hvilken Mew ville minde en hel del mere om et prog-rock-orkester fra 1970'erne. Bjerres bizarre og underfulde filmdrømme befolket med violinspillende katte, forvrængede dukker, mærkelige mareridtsagtige blege skabninger fra nattemørkets dyb og postmoderne psykedelica har længe dannet et bevidsthedsudvidende bagtæppe for Mew. Men det har også vist sig at være så veludviklet et visuelt ledsagekoncept, at det i nogen grad har låst Mews muligheder som orkester på scenen. Men denne aften i K.B. Hallen, som er startskuddet på en større turné i udlandet, tager de tyren ved hornet. Trommeslageren Silas Graae, der stadig mere indlysende er bandets dynamo og helt afgørende jordforbindelse i de stadig mere stratosfæriske lydorgier, er rykket helt frem på scenen. Forbindelsen med billederne i baggrunden virker mere valgfri end tidligere, hvor man næsten kunne forledes til at tro, at musikken illustrerede filmene og ikke omvendt. Og vil Jonas Bjerre ikke tage sig af den mere vulgære del af tjansen som rockstjerne, ja, så må Johan Wohlert og guitaristen Bo Madsen klare den side af sagen med henholdsvis håndklap og lange gyldne gevandter. 'Apocalypso', 'Special' og 'The Zookeeper's Boy' er de tre sange, der bedst definerer det bogstavelig fantastiske univers på 'And the Glass-Handed Kites'. Med 'Special' som åbningsnummer og 'The Zookeeper's Boy' som sangen, der med spørgsmålet »Are you my Lady, are you?« får de små hjerteklapper af hunkøn op i tempo, spænder Mew en stærk bue. Andre sange har mere karakter af nødvendige mellemspil. Det er ikke helt så nemt at få helstøbtheden med på scenen. Til gengæld kan 'Am I Wry?', 'Comforting Sounds', 'Snow Brigade' og 'She Came Home for Friends' fra 'Frengers'-albummet hjælpe på den side af sagen. Og det, der på plade tangerer det svulstige og pompøse, bliver på scenen snarere rørende i sin grænseløse ambition om at stræbe højere end højt. Det er en musik, der stiller voldsomt store krav til lyden. Et krav, der blev honoreret mange steder i K.B. Hallen, mens det blev noget uldent oppe i den forreste ende af salen. Med Mews succes er et dansk band ude på et helt usædvanligt eventyr. Indiskutabelt originalt og dybest set håndsky. Mere artistisk romantisk end popsmart i lyden - en slags antitese til eksportsucceserne Aqua og Junior Senior. Det er ikke svært at være stolt af Mew. Og noget kunne tyde på, at den skrøbelige skønhedsåbenbaring også er ved at få indarbejdet noget af den nødvendige robusthed, der skal til for at klare sig i udlandet.