Hedder han Antony i virkeligheden? Eller er det ligesom i et antonym , et ord, der har en modsat betydning af et andet? Hun ser nysgerrigt på mig. Som om hun helt seriøst forventer et svar. Vi står og hænger i baren inden koncerten med det tvekønnede musikfænomen Antony og hans/hendes orkester The Johnsons. Jeg må blive svar skyldig. Det er langsomt ved at gå op for mig, at min paratviden om AC/DC og svensk punk fra 1980 erne næppe vil være mig til stor hjælp i aften. Havde jeg læst på lektien, ville jeg nonchalant have kunnet svare noget i retning af: »Nej, den er vist god nok. Antony er født Antony Hegarty i Chichester i West Sussex i England. At han er født i England gjorde, at han sidste år med I Am aA Bird Now kunne vinde Mercury-prisen som bedste nye britiske navn, selv om det ærkebritiske band Kaiser Chief s blev møgsure. Ikke uden grund. For stort set hele sit liv har den nu granvoksne transvestit boet andre steder. I Canada, Kentucky, Californien, Amsterdam og New York. Han blev tidligt vild med Marc Almond og Boy George. Popstjerner godt oppe at danse på kønnets tveæggede sværd, du ved. Lidt ligesom Candy darling, der snor sig på omslaget af pladen. Nu bor Anton The Antonym på 2. sal i Det Store Æble bag tunge røde gardiner med et billede af 80 ernes diskco-drag dronning Divine på væggen. Er der andet, du vil vide?. Men desværre ved jeg det ikke endnu. Det er noget, jeg læser mig til bagefter. Så jeg nøjes med at nikke høfligt adjø, inden vi siver ind afd hver voresin dør til koncertsalen. Stor krop DET ER EN stor krop at være en lille fugl i. Iklædt en grå angorating og en lille guldtindrende møsse på hovedet sidder små to2 meter Antony Hegarty bag pianoet og synger. Stemmen er usædvanlig. »I always wanted love to be painful«, synger den. Smerten er den søjle, stemmen snor sig lige så opsøgende som melankolsk omkring. En lys stemme med fraseringerne dirrende på toppen af en konstant vibrato. Lyden er tilrettelagt, så hver eneste sarte nuance kan komme med. Er der en minimal knitren i en guitar, starter Antony forfra. Med mellemrum lyder en frygtelig, høj knasende lyd. Endnu en gang har en ufølsom sjæl trådt på et plastikkrus på gulvet. Effekten er et sted midt mellem helligbrøde og en fyrværkerifabrik, der ryger i luften. Den andægtige stemningen bliver brudt af et muntert tilråb, »Bravo, Antoinette!«. Tiltalte reagerer med godmodig humor. Og så er det alvor igen. Det tvetydige køn er en del af attraktionen, som den har været det i rockmusikken, siden Marc Bolan, David Bowie og Lou Reed indledte flirten for mange herrens og fruens år siden. Men Antony & The Johnsons repræsenterer et mere subkulturelt sidespor. En ærlig udstilling af det dobbelte køns sårbare position. Et overraskende indbrud i mainstream. Et fænomen Tiltrækningen har flere facetter. Antony er et fænomen. Der er et element af freak show. Men modet og sårbarheden taler direkte til alle: Vi ved alle sammen, uanset køn, at identitet er en skrøbelig størrelse, der kræver sin mand og/eller kvinde af enhver, der tør stille sig selv spørgsmål. Cripple & Starfish , Spiralling , My Lady Stay , For Today I Am Aa Boy . Det er sange, der står og dirrer på toppen af følelsens rene dyrkelse. Det er fascinerende. Det er bevægende. Det er også en smule ensformigt. Det sidste tør jeg næsten ikke tænke højt af frygt for at forstyrre sidemanden. ANTONYS FORTID som cabaret-transvestit er lidt for grundigt stuvet af vejen. Med cello, violiner og en guitar så forknyt som en trans på et rugby-hold, er The Johnsons akkompagnement ikke blot så blidt og blødt som numsepudder, men også smagfuldt på kanten til det ferske. Det er gennemført smukt, men skønhedsdyrkelse kan også ende med at blive småfesen. Hele essensen udspiller sig omkring stemmen og klaveret. Resten er smagfuldt flødeskum. Det er ubetinget en særegen aften i selskab med en særegen kunstner. Men er Antony & The Johnsons også mere end et forbigående fænomen? Jeg tvivler. I modsætning til de ligeledes musikalsk superfølsomme Jeff Buckley og Rufus Wainwright agerer Antony inden for et meget mere snævrerte område. Men enestående er det godt nok på en sang som Bird Girl . Pigefugle kan flyve. Man ser det for sig. Den lille smukke fugl, der stiger til vejrs inden i det store skrummel. Et håb med fjer på.