Efter effektivt at have sat scenen fra start med to glødende og eminent sammensvejsede versioner af sine rundt regnet 30 år gamle sange 'Space Monkey' og 'Redondo Beach' tog Patti Smith briller på og fandt en bog frem. »To be or not to be ...«, indledte den 58-årige rocklegende selvironisk digtoplæsningen. Men så fandt hun hurtigt ind i poesiens rå puls, så ordene formelig stod ud af kæften på hende som elektriske lynnedslag, der flaksede rundt omkring bandets stålsatte rundgange på guitarerne og flåede os alle ind i centrifugen. Derinde, hvor det var ligegyldigt, om man kunne følge historien eller tyde de enkelte ord. Det afgørende var, at vi alle var taget som gidsler i Patti Smith og hendes bands nådesløse kamp mod alle rockens elementer. Spyttede på gulvet Så koncentreret var aftenens hovedperson selv om sin indædte fight med ord og toner, at hun næppe ænsede de to velvoksne spytklatter, som hun i løbet af præstationen sendte mod scenens gulv. Sådan. En kvinde, der dårligt er mere end skind, ben og noget uregerligt hår, kan selvfølgelig harke nogle ordentligt snoskere op midt i sin metier. Måske ikke just smuk, men i nærkontakt med alle livets og musikkens udfoldelser i yderste potens, sådan som Patti Smith altid har været. Derfor elsker hendes publikum hende i en grad, så koncerten i den tætpakkede sommersauna på Amager flere gange var ved at udvikle sig til en messe for den kvindelige ypperstepræst udi så gamle rockdyder som frihed, politiske provokationer og ren overlevelse. Indimellem spillede et band, der på sjælden vis forenede det distinkte swing med rene stød af støj, klokkerene versioner fra konens katalog af klassikere - 'Dancing Barefoot', 'Free Money', 'People Have The Power' og Bruce Springsteens for hende udødelige 'Because The Night', dog sat i gang af noget, der lød som et mindre ildebefindende. Fortolkninger af Hendrix og Buddy Holly Da var vi helt inde i rygraden på den moderne, benede rock, som i høj grad er løftet fra netop lyden af Patti Smith og aftenens diskrete gæste- guitarkitekt, Tom Verlaine, som siddende bag på scenen byggede fornemme præstationer op. Som ikke mindst de overraskende fortolkninger af Jimi Hendrix' 'Are You Experienced' og Buddy Hollys 'Not Fade Away', som er at finde på det album af netop kopisange, Patti Smith er ved at indspille. Derimod forekom en uplettet version af Dylans 'Like A Rolling Stone' at være helt ligegyldig, inden fru Smith pakkede sommernatten ind i kuldslåede, men storslåede 'Rock N Roll Nigga' og 'Gloria' i ekstranumrene. Bedst er Patti Smith og hendes band, når den spinkle kvinde står i ledtog med rockens urkraft og bare afleverer sine sange. De blev lidt for ofte på Amager afbrudt af lange, søgende og eksperimenterende forløb, hvor bandet syntes at miste overblikket i forsøg på at ramme stor kunst. For andre ville der gå bogcafe og politisk korrekt snobberi i den, men ikke for Patti Smith. Selv når hun er længst inde i sine eksperimenter, er hun mere ægte end kunstlet. Og helt ærligt - hvor mange andre rocksangere er lige i stand til at improvisere et både morsomt, cool og poetisk 'digt' af sig om sit hotels plastikkort til morgenmad, internet og andre ting, som ifølge Patti Smith »flyder rundt i universet uden formål«. Det kan man i den grad ikke sige om hippiepunkens godmother, som endnu engang fik vist os, at hun er her for at give den gamle rock både mening og retning. Frem og aldrig tilbage.