Det er umuligt at afvise Shu-bi-dua-effekten ved Østkyst Hustlers. Ligesom det elskede popband formår raptrioen også at destillere dagligdags observationer til små, fyndige og ualmindeligt træffende stykker hvermandspoesi. Som vækker genklang galore blandt gruppens voksne publikum: Da de veloplagte Bossy Bo, Jazzy H og bagmand Nikolaj Peyk stemte i med deres rapklassikere 'Han får for lidt' 'Bla Bla Bla', 'Håbløs' eller 'Ankomst' fra 'Verdens Længste Rap', bidrog Pumpehuset med en stemmepragt, der ville have fået Hvalen Valborg til at spjætte stolt med halen. Østkyst Hustlers har netop udgivet en Greatest Hits, og ligesom på pladen havde gruppen live altså problemer med at fylde 70-80 minutter ud med rent guld. Og så snart evergreen-faktoren dalede mærkbart - som i f.eks. 'Står Her Endnu', 'Tredje til Højre' og en 'Latterlig Morgen' blev det åbenbart, hvor uinspirerende Østkyst Hustlers musikside egentlig er: Et ganske vist hårdtarbejdende og kompetent, men også fuldkommen kønsløst funkband, der trækker musikken mere i retning af Big Fat Snake end Østkyst Hustlers' egentlige udgangspunkt: old school-rap fra folk som Grandmaster Flash og Sugar Hill Gang. Når hustlerne i så nænsom grad stryger deres mainstream-publikum med hårene, virker det altså lidt paradoksalt, at mange af deres numre er fortalt fra outsiderens perspektiv: »Da de andre fik travlt kørte jeg stilen endnu (...) de fik glasbord og vinrack og gusten hud (...) Og de har ret, jeg passer ikke længere nogen steder hen«. Det er altså bare lidt svært at finde noget som helst utilpasset ved gruppens polerede guitarsoli, slidte synge med-rutiner og labre bluesfunk. Folk var til gengæld glade i Pumpehuset. Men de var også smurt af Østkyst Hustlers' mange landeplager. Det forekommer stærkt usandsynligt, at Østkyst Hustlers kan lokke nye lyttere til med deres lettere vommede voksen-hop. Men det er de sikkert ligeglade med. De kan trods alt få en hel sal til at brøle: »Så længe jeg er håbløs, så' der håb endnu!«.