Hvad er det nu lige, man gør, når alt er sagt og gjort, og flyttekasserne står færdigpakkede ovre i hjørnet? Tja, man mødes vel en sidste gang til et knus og et lidt kejtet farvelkys. Måske giver man sig tid til at slå et smut tilbage i tiden og mindes, hvor gode man egentlig var sammen. Ser på billeder. Hører sange. Griner og græder. For selv alle de fede tider får et vemodigt skær i afskedens stund. Sådan måtte det naturligvis også være med Suedes farvel til de trofaste danske fans. Da kvartetten fra London tidligere i efteråret bestemte sig for, at den har udspillet sin rolle og ikke har mere kreativitet at byde på, tildelte man heldigvis også Danmark en afskedskoncert. Den eneste uden for hjemlandet, hvor Suede definitivt lukker døren bag sig i The London Astoria 13. december. Et forskud på, hvordan det føles at sige goodbye på hjemmebane, fik gruppen i det tætpakkede Vega, hvor sympatien var så stærk, at Suede formentlig ville være mødt med taktfaste klapsalver, hvis englænderne havde nøjedes med at stille sig op på scenen og fælde en stille tåre. Det gjorde Suede ingenlunde. Tværtimod havde gruppen, som sanger Brett Anderson tilstod, sat et »underligt sæt sammen til jer«. 23 sange, der rummede alle afskygninger af de uhyre stilsikre briters repertoire. Fra de blege, månesyge ballader i skyggen af en nål i armen over de melankolske morgensange, hvor alt flimrer og ryster af tømmermænd, til de stolt spankulerende og rumpestruttende rundture i en storby fuld af (falske) løfter om at møde det store sus i aften, eller i morgen, eller bare engang. Trods vanlig veloplagthed og umanerligt roterende hofter i dansen på den monitor, som Brett Anderson gang på gang erobrede på scenens kant, kunne heller ikke sangeren og det fra starten sammenbidte og velspillende band holde vemodet stangen. Fra den næsten ironiske start med 'Introducing The Band' gik det først stålhårdt for sig med gnistrende, tunge versioner af blandt andre 'Flashboy' og 'Heroine', inden en lang og mere stilfærdig afdeling fulgte med Brett Anderson alene på scene i et par akustiske sange. Han lød næsten som Donovan med bitre tidsler i tresserhåret, og i en periode virkede det, som om Suede alligevel ville give efter for sentimentalitetens bløde fangarme. Men nej. Bandet kom voldsomt igen med en stram version af den nye, let technoprægede single 'Attitude', der er en værdig svanesang for Suede. Efter en times melankoli var tiden endelig inde til forløsning i salen, der hoppede, så gulvet gyngede, da Suede indledte det andet britiske bombardement på København med 'Animal Nitrate', der talte blandt andre Bjørn Lomborg i salens talrige kor. Nu var det endelig tid til 'Beautiful Ones', 'Trash', 'Metal Mickey', 'New Generation', 'Everything Will Flow', 'She's In Fashion', 'Can't Get Enough' og 'So Young' - »and so gone«, der denne aften naturligvis blev til fællessange til trøst og minde. Næsten som i de gode gamle dage, da Vega var en socialdemokratisk højborg ved navn Folkets Hus. Ret beset var det langtfra Suedes stærkeste performance - ofte var koncerten trods de varierede sange meget endimensional, og man manglede lidt spræl, forvrænger og pedal fra ikke mindst guitarist Richard Oakes. Koncerten på Skanderborg Festivalen i fjor står for undertegnede som Suedes stærkeste indsats i det andet hjemland, Danmark, men hul i det. Denne aftens begivenhed var på den led helt uden for bedømmelse, men blot sidste kapitel i en egentlig underlig historie. For, som man kan høre på det nye og fantastisk godt sammensatte opsamlingsalbum 'Singles', er Suede om nogen bandet, der har forenet London med det gamle begreb 'swinging' igen. Ikke swing i betydningen Fred Astaire eller noget, der minder om glamour. Men det swing, den stil, den attitude og selvforståelse, der spadserer rundt i gaderne i det gamle imperiums hovedstad. Elegant, koket, charmerende, stilfuld og dog med sylespidse udfald mod det depraverede forfald. Kunststykket for Suede i begyndelsen af halvfemserne var at gøre coolness til et koncept. Det holdt underligt nok næsten hele vejen frem til målstregen i Vega, selv om flere og flere i mellemtiden stod på og gjorde Suede til et folkeligt band, der derfor ikke kom så uberørte som Blur gennem britpoppens sværdslag. Suede ville hellere have et stort publikum, som man bøjer sig for og for eksempel takker på dansk med et akavet »tusind tak«, som Brett Anderson gjorde igen og igen i Vega som en lærling i Mick Jagger og Paul McCartneys skole for showmænd. Den slags manerer er man åbenbart ikke så vild med hjemme i gamle England, hvor Suede slet ikke er et navn på niveau med eksempelvis Blur. Til gengæld var Suede til det sidste leverandører af popperler og festsange, man ikke behøvede at være flov over at skråle med på. Derfor blev vi selvfølgelig også stående i Vega længe efter, at lyset for længst var tændt i salen og scenearbejderne gået i gang med at pille udstyret ned. Klapsalverne lød trofast og massivt, selv om Brett Anderson let famlende havde takket os og fortalt os, at vi var noget helt specielt. For de måtte komme igen, der måtte være mere. Det var der naturligvis også. 'Saturday Night', der aldrig har lydt så vemodigt og næsten forsagt som derinde i Vegas fællessang. Endnu en lille tak for støtten fra Brett Anderson, og så gik fløjlstæppet definitivt ned for Suede. Ingen kender fremtiden, men soloprojekter er i vente, og vemodet kan hvile. For egentlig bør man prise et band med mod og mandshjerte nok til selv at trække stikket ud og oven i købet stille op til en sidste dans. Så: Tusind tak. erik.jensen@pol.dk