For en del år siden blev jeg af forbrugermagasinet Tænk opfordret til at afprøve en række høretelefoner. Jeg afstod, fordi jeg på ingen måde bryder mig om disse apparater. Min erfaring siger mig, at musik ikke blot skal modtages via ørerne, men via hele kroppen, ikke mindst maven. Det er min mave, der ofte fortæller mig, når noget ikke er, som det skal være. Navnlig hvad musikkens rytmiske udtryk betræffer. Og min mave havde det rigtig godt, da jeg fredag aften i Musikhuset i Århus hørte Randy Brecker/Bill Evans Soulbop Band. Netop fordi musikkens rytmiske fundament med Dave Kikoski på keyboard, Chris Minh Doky på bas og Jonathan Blake på trommer fungerede så fortræffeligt. Mindre sammenbidt (hvis jeg husker ret) i sin energiske udfoldelse end i det band, som Randy Brecker i sin tid havde dannet sammen med sin bror Michael, men med en fin spændstighed i behold. Selvfølgelig kunne man pege på, at repertoiret - i sin yderst begrænsede harmoniske variation - ikke stillede solisterne over for de store udfordringer. Der blev imidlertid gået til sagen med en lyst, der lod enhver tanke om rutine forstumme. Randy Brecker er en af jazzens fornemste trompetister, og Bill Evans, som vi første gang mødte herhjemme i 1982 med Miles Davis i Montmartre, er ligeledes en fortrinlig musiker på såvel sopran- som tenorsaxofonen. Derimod er jeg ikke sikker på, at det var ham, Davis hentydede til, da han - ifølge festivalprogrammet - udtalte, at »Bill Evans er en af de bedste musikere, jeg er stødt på. Han og Gil Evans. Der må være noget ved de Evans'er. Må være en speciel race«. For der fandtes jo som bekendt også en pianist ved det navn, der havde sat sig dybe spor i Davis' erindring. Lørdag eftermiddag kunne man på Klostertorv høre Peter Vuusts dansk/svenske kvartet med tenorsaxofonisten Ove Ingemarsson, pianisten Lars Jansson, trommeslageren Morten Lund og Vuust selv på bas. Folk hyggede sig i det gode vejr, og efter hvert nummer lod man det heller ikke skorte på bifald. Heller ikke fra dem, der ikke gav sig megen tid til at lytte til musikken. Det var synd, men det er altså problemet ved gratis koncerter i fri luft. Musikken var ellers nok værd at lytte til. For den lå på et højt internationalt niveau. Det var forbløffende, hvad Jansson med sit klare anslag fik ud af det lille opretstående klaver. Og klangen, den slanke, men stærke tone med sit anstrøg af nordisk lys, forenede sig i Ingemarssons spil på smukkeste vis med det modererede Coltrane'ske udtryk, han i øvrigt formulerer sig med. På samme måde som Vuusts roligt beherskede basspil dannede en ideel modvægt til Lunds sprællevende indsats ved trommerne. Repertoiret var Vuust fortrinsvis ansvarlig for, og jeg kunne godt have ønsket mig flere standards, i betragtning af at 'The Masquerade Is Over' markerede sig som koncertens mest fremragende indslag. Blandt Vuusts egne bidrag efterlod 'The Big View' det stærkeste indtryk. »Sådan laver man dem ikke mere«, bemærkede Curtis Stigers ved aftenens første koncert i Musikhuset efter at have givet os sin version af Victor Youngs 'My Foolish Heart'. »Og dog«, tilføjede han kort efter, »der skrives også smukke sange i dag«. Hvorefter vi fik Randy Newmans 'It's So Hard Living Without You'. Javist, sange, men måske ikke melodier. For det var Stigers fortolkningsevne, der her frem for alt betog os. Han har denne utrolige kontrol over stemmen, denne usvigelig sikre timing, der - oplevet på distance - er så imponerende. Men samtidig formår han også at appellere til vore følelser. For mig endnu et eksempel på, at intet er mere fascinerende end tvetydighed. Og jeg gentager gerne, at Stigers for mig står som tidens betydeligste jazzsanger. For heller ikke, når det gælder rytmisk betonede numre, som Cole Porters 'You'd Be So Nice to Come Home to' eller en hurtig Parker-blues med scatsang, har Stigers sin lige. Han blev glimrende ledsaget af Robin Aspland, piano, Jeremy Brown, bas, og Steve Brown, trommer. Blot måtte Stigers gerne være mere tilbageholdende med sit saxofonspil. Det er meget langt fra at være på højde med hans sang, og indirekte svækker det tilmed hans renommé som sanger. For Musikhuset sluttede festivalen med den franske keyboardspiller Laurent de Wildes elektroniske gruppe. Billetten til Stigers gav ligeledes adgang til denne koncert, men det var nu ikke så mange, der havde benyttet sig af tilbuddet. Og der var endnu færre tilbage, da jeg forlod salen tre kvarter senere. Den væsentligste årsag må have været, at musikken simpelt hen er en for stor belastning for ørene. Det havde i de Wildes tilfælde intet at gøre med, at publikum ikke forstår denne 'nye' elektroniske musik. For så ny er den heller ikke. Den har sit tydelige udspring i 1970'ernes fusionsjazz, som vi kender den fra Herbie Hancocks Headhunters og Weather Report. Nu udsat for computerstyrede grooves, forvrængningseffekter og anden elektronik. Og når musikken ikke forekom uinteressant, så var det netop i de passager, hvor det var den menneskelige faktor, der klart havde overtaget. Så røbede de Wildes store pianistiske begavelse (beslægtet med førnævnte Hancock) sig, mens trommeslageren Julien Charlet formidlede den spontanitet og det nærvær, der sikrede musikken dens personlige touch.