Jamen, det kan da godt være, det er rigtigt - at vi hører for lidt polsk jazz. For uden at man kan sige, at 61-årige Thomasz Stankos Kvartet lyder særligt polsk sådan rent musikalsk, så måtte vi i hvert fald konstatere, at de swinger både godt og tæt, de fire musikere fra det tidligere østblokland. Op og ned gik tempoet, fra ballade til hurtigt. Helt konsekvent. Frem og tilbage. Og uden at Tomasz Stanko ruttede med charmen i form af overflødig snak til publikum, fik vi god og huskværdig no nonsense-jazz fra midten af den slagne vej. Hverken freejazz eller sort psykisk smerte, sådan som Jazzfestivalens program ellers havde lovet i et mærkværdigt forsøg på at skræmme publikum væk fra denne glimrende koncert i Glassalen. Den skaldede Tomasz Stanko satte bare trompeten for munden og blæste: Veltalende trompetspil inden for rammerne af en firemandskonstellation, der kommunikerer godt med hinanden. Repertoiret var Tomasz Stanko Quartets egne numre. Vist nok til dels fra en kommende cd på den udsøgte tyske label ECM. I første sæt var det trompet og klaver, der trak det solistiske læs med forrygende arabesker fra pianist Marcin Wasilewski og bemærkelsesværdigt trompetspil fra kapelmesteren selv, som i hurtige tempi blev flintrende velsmurt at høre på uden at blive ligegyldig. Men i andet sæt foldede alle fire musikere sig rigtigt ud. Små 300 publikummer nød godt af et homogent ensemble, der kom dejligt op at swinge med soloer fra den fremragende klaverspiller Marcin Wasilewski, som spændte overraskende vidt: Fra leg med stumper af Stankos solospil til det decideret bluesy i suveræne akkorder og dejlig melodiudfoldelse. Adskillige gange kom der en god dialog i stand mellem trommer og trompet. Rent lydmæssigt kunne der have været gjort bedre ting for Slawomir Kurkiewicz' basspil, som fremstod pløret i dybden. Men musikalsk var der ikke en finger at sætte på denne rutinerede polske kvartets arbejde. thomas.michelsen@pol.dk