En splejset, blond fyr med svedkrølle i pandehåret lader sin pigede stemme række romantisk og længselsfuldt op under loftet og ud over scenekanten. Der er ikke så meget som en enkelt lille maskulin muskel i Mew-sangeren Jonas Bjerres stemme. Den er storslået inderlig og sårbar. »In a big, big way, I am really small«, synger han på et tidspunkt. Og sådan virker han her sammen med sit ni år gamle Hellerup-bands grundigt planlagte overraskelsesblanding af blid, voldsom og begejstret rockmusik. Hos Mew mangler den gode melodi aldrig. Faktisk er bandet så generøst med melodierne, at der er flere af dem i hver af sangene. Den ene afløser den anden i et løft, et fald, et skred eller bare et langt blik til siden. Og selv om de melodiske skift sommetider er drastiske, føles de rigtige. Ligesom de korte, symfoniske klaviaturhymner, de hektisk jublende trommeanfald eller de macho-brovtende ryk i bassen gør det. Det er alt sammen nuancer i det store musikbillede fra et band, som er godt klædt på til at finde et publikum i udlandet. Mews næste job er i Finland, i Norge og derefter i England. Ligesom de danske er de udenlandske kritikere faldet for Mew, som bandet lyder på albummet 'Frengers'. Og bruger man det danske publikum som termometer, så minder Mew om en smitsom showfeber. Først to velbesøgte koncerter i Århus. Bagefter to udsolgte koncerter i Københavns Store Vega, som har plads til 1.500 ad gangen. Og alligevel ikke til alle, der gerne ville ind. For ved 22-tiden fredag aften stod et par stykker på Enghavevej på Vesterbro i håb om at få lov til at købe andres billetter til en oplevelse, der var henvendt lige så meget til øjnene som til ørerne. For når Mew nu tager til udlandet med de ekstremt forførende sange som 'Am I Wry? No', 'Snow Brigade' og også for eksempel den ni minutter lange vågne, episke drøm 'Comforting Sounds', er koncerterne fyldt med billeder til sangene. Bag Jonas Bjerre, Johan Wohlert, Silas Graae, Bo Madsen og en flittig ven på keyboards kører videoer. Mange af billedforløbene er søde, ja nærmest kærlige fortolkninger af følelser i sangene. »Why are we so alone even with company« spørger Jonas Bjerre i 'Behind the Drapes', mens et virvar af lysblændede fluer basker forvirrede og ulykkelige hver for sig med de små vinger. Det er synd for fluerne. Det er synd for os, at vi er alene, selv om vi er sammen, og det udtrykker Mew forunderligt. Men det er på en måde også synd for sangene, at billederne er så styrende. På albummet 'Frengers' synger Jonas Bjerre i 'Symmetry' duet med Becky Jarrett. I stedet for bare at spille den sang på en anden måde har Mew valgt at efterligne studieoptagelsen så langt som muligt ved at medbringe Jarretts fascinerende ansigt i storformat på video. Gæt selv, hvor man har opmærksomheden. I andre sange understreges musikkens masseforførende forløb af fartgale billeder, der suger øjnene til sig. Videoerne er gennemtænkte, og de virker efter hensigten. Men tangerer det ikke det unødvendigt masse-manipulerende at bruge brutal visuel tiltrækningskraft, når man som Mew i forvejen har fuldkommen styr på at give publikum det store sus? Vekselvirkningen mellem mere søgende, stille forløb og minutter med samlet, ruskende og øredøvende dejligt begær er i hvert fald også uden billederne så tydelig og tyk, at man næsten kan røre ved lyden af den. Det er i høj grad den dialog mellem forskellige stemninger, som er en stor del af drivkraften i og meningen med Mew. Det er med til at gøre Mew til noget særligt, man glæder sig til opleve igen. For sammen med elektriske rockinstrumenter får den blege fyr med falsetstemmen fortalt mere end bare nogle gode melodier. Mew vækker både genkendelse og genklang.