Første koncert ved 'Numus in Memoriam' havde tirsdag forpremiere i København med noget af det, vi har til gode ved de kommende års proklamerede Føniks Festival. Fællesnævner i et program med to ensembler var den fremragende unge klarinettist Anna Klett, der udnyttede rummets rige og intime akustik i fintfølende opførelser af Alban Bergs 'Fire stykker' for klarinet og klaver, som hun spillede sammen med pianisten Deborah Wood. Alene præsenterede Wood 'Quasi una sonata' af Ivar Frounberg. Føltes denne spartansk insisterende klaverudfordring som suppe kogt på flintesten?, så var uropførelsen af Thomas Agerfeldt Olesens 'Nordrhein-Westfalen' for klarinet og klaver et mindst lige så fysisk stykke. Det enkle, direkte og berøringsfaste udtryk synes karakteristisk for komponisten, der med opadboblende bevægelser og en pressende fremdrift tør tage direkte kontakt til publikum. Koncertens anden del bød på Anna Klett solo i clinch med computere. Legende smukt i Helmut Lachenmanns 'dal niente' fra 1970. Eksperimenterende i to nye værker af de helt unge komponister Niels Rønsholdt og Martin Stig Andersen. Førstnævntes 'Ich aber weiss, dass ich aus Sehnsucht bin' dyrker en todimensionelt knitrende, installationsagtig form, som med lyssætning på solisten er mere lydskulptur end musikværk. Sidstnævntes 'Essential tree work' for basklarinet og bånd betonede farver og suggestiv dybde. Begge værker repræsenterer disse års nybrud i det elektroakustiske felt mellem electronica og traditionel avantgarde.