To gange syv sange, noget strygekvartetværk til at fylde ud. Og så to nøje afmålte ekstranumre, før lyset blev tændt som tegn til, at nu kunne den fyldte teatersal godt rejse sig og gå hjem. Tak for i aften. Salen var fuld til allersidste plads. Små femhundrede mennesker havde glædet sig til en aften i selskab med den tredje af De Tre Tenorer, som sammen med Domingo og Pavarotti i sin tid skabte et koncept, der har gjort dem udødelige i hjerterne hos alverdens ikke længere superunge kvinder. Og Carreras skuffede ikke. Nok er hans lyrisk-dramatiske tenor i dag en afglans af fordums nuancerede styrke og fleksibilitet. Det må man konstatere efter ved selvhør at have oplevet den lille, værdige mand med det grånende hår holde godt fast i flyglet og med spotlyset lige i ansigt gestikulere monotont og fremadlænet ud mod publikum. Men Carreras bruger sit stemmemateriale dygtigt. Det er ikke sjusk, der gør, at han er på vej ned ad bakke. Klædt i kjole og hvidt og eksponeret på en kold blå baggrund, der sammen med det ubarmhjertigt hvide spotlys mindede om, hvor dødsyg Carreras faktisk var af kræft i slutningen af firserne, afleverede han et program af sange, han har sunget talrige gange før. Og han gjorde det omhyggeligt og værdigt. Synd og skam med det spotlys, mente min sidekvinde, der ligesom aftenens midtpunkt var i slutningen af halvtredserne. Men Carreras lod sig ikke anfægte. Heller ikke af den kvælende akustik, der virkede dødbringende for hans medbragte strygekvartet, men som den endnu slagkraftige tenor formåede at overvinde. Den store lille sanger viste professionelt, hvad han har at byde på: en overbevisende legering af machoudtryk, kontrolleret patos og en snert af italiensk operahulken. Det hele serveret med dén maskulint afmålte imødekommenhed og begavede formning af de sungne fraser, der er hans adelsmærke. Programmet for aftenen i Horsens lignede til forveksling det, Carreras gennem snart mange år er blevet knuselsket for i Carnegie Hall, kritiseret for i Wien - og som han uanfægtet har leveret i koncertsale verden over. Sædvanen tro indledte han med Scarlatti. Italiensk barok. Et krævende udlæg . Den efterfølgende arie af Bellini afslørede kun svage tendenser i retning af, hvad man kunne kalde nuanceret foredrag, og hverken Scarlatti eller Bellini fik mig til at se håbefuldt frem til resten af aftenen. Med italienske småtterier som Costas simple 'Napolitanske serenade' blev koncertens første del en afglans af fordums storhed. Det voldsomme vibrato, der måtte til for at få flaget til tops i Pier Adolfo Tirindellis 'Di te' gjorde mig direkte bekymret. På denne todimensionale baggrund blev aftenens spanskprægede del en glædelig overraskelse. 'L'oreneta' af Enric Morera rummede smertebevidste nuancer, og efter et appellerende »Por favor, no war!«, som blev smældet ud til publikum med oprigtig alvor under brynene, kom der balance i tingene med Granados' 'Andaluza'. De to flade dimensioner foldede sig ud til tre. Og med en sang, der hedder 'Vurria' af en komponist, der hedder Furio Rendine, brændte Carreras igennem. Her var indtrængende appel. Så pyt med at hverken musikken eller de evindelige akkompagnementer for klaver og strygekvartet, den var udsat for, holder i byretten. Tenoren kan stadig frasere, så det ligner noget. Honningsødmen er det blevet småt med, nu hvor han nærmer sig de tres. Men filmkomponisten Addinsells 'Un ombra' havde varme, og med Tosellis smægtende øreorm af en 'Serenata' og en floskelting som Bocellihittet 'Musica proibita' af Stanislao Gastaldon fik vi tenorsmæk for skillingen. I aftenens sidste programsatte nummer fik vi oven i købet noget, der nærmede sig et smældende højt C. Det havde man ikke turdet regne med på baggrund af koncertens temmelig flade begyndelse.