De to herboende repræsenter for den østjyske stad, sangeren og guitaristen Peter Sommer Christensen og Carsten Valentin Larsen, programmering, keyboards med mere, der til sammen udgør duoen Superjeg, har da også for længst sået sæd til en vellykket musikalsk høst med de to album 'Alt er ego' og det nye 'Øst/Vest'. Pladerne er rost til skyerne for Peter Sommer Christensens veloplagte og dobbelttydige sproglige billeder, mens musikken unægtelig er mindre spændende. Sent - alt for sent - torsdag aften skulle kornet så køres i loen og vejes, da Superjeg indledte danmarksturné på Rust i København. Musikalsk bestod prøven for det lille kapel i at få de to vidt forskellige dele af 'Øst/Vest', der består af en cd med vellykket elektroniske sange og et gedigent, men grumt ensformigt og sjusket produceret rockmodsvar, til at mødes. Det indledende 'Stirrer på atomer' fungerede fint som en skrøbelig og sanselig, elektronisk vignet til en meget kort koncert, der afslørede, at Superjegs begrænsede univers har det med at lukke sig om sig selv. Ganske vist pløjer et groft groove fra gruppens fine rytmesektion dybe spor i rocknumrene, så musikken æltes til en drøj dej, man som lytter gerne svupper rundt i med vippende fødder og svingninger i nakken. Men standser man op og kigger på konturerne efter den lille havefræser, Superjeg udgør på de store vidder, ser man, at plovfurerne går i ring. Og lukker musikken inde i et rum, der ganske vist er hyggeligt og trygt, men også stærkt begrænset i sit udtryk. Som Klodshans fra Lars Tyndskids mark bygger Superjeg sangene med mange klodser, mens Peter Sommers uskolede stemme kæmper for at finde en identitet mellem Eik Skaløe, Liam Gallagher og C.V. Jørgensen, og en fin sang som 'Gennemsnitstalent' - »du fik 8 i dårlig kemi, du fik 8 i alt det, du ku' li'« kommer til at lyde tættere på sandheden om Superjeg, end ret og rimeligt er. Med andre ord gav den ellers velspillede, men ikke just veloplagte koncert på Rust ikke et entydigt svar på, om Superjeg er mere end et charmerende læskur for overvintrede og legesyge hippier ude på markerne. Eller om duoen har potentiale og vilje til mere. Foreløbig er dens hang til superleg med ord og toner større end hangen til at træde i karakter som et ægte Superjeg. Og det er både forståeligt og måske slet ikke så tosset for nu at bruge en jysk underdrivelse.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
K-profil er lunken ved regeringens valg som ny formand for Folketinget
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
Regeringen indstiller usædvanlig kandidat til posten som Folketingets formand
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
-
En hel generation blev frarøvet sine ritualer og endte med at føle sig hjemme i det fremmede. Ny film er det ultimative udtryk for deres mentale tilstand
-
Er det en joke?
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























