Først og fremmest må man jo være taknemmelig for, at det i det hele taget er lykkedes at vække det gamle Ernie Wilkins' Almost Big Band til live igen. Denne aften i stærkt forynget skikkelse, men det gjorde ingen skår i glæden. Og dernæst var det forbløffende at opdage, hvor nutidig selv musik, der blev skabt så langt tilbage i tiden som i 1920'erne, fortsat kan klinge. For koncerten var en hyldest til Duke Ellington. Oprindelig skrevet i anledning af hertugens 90-års fødselsdag i 1989 og omfattende både Wilkins' egne kompositioner og hans bearbejdelser af numre fra Ellingtons repertoire. Men det helt afgørende var den måde, musikken blev fremført på. Med en glød og en intensitet, som jeg ikke noterede mig på tilsvarende måde i 'gamle' dage, da Wilkins selv stod foran orkestret. Jeg tror, at det for en stor del skyldtes rytmegruppen. Nikolaj Bentzon ved flyglet forstod både at akkumulere energien, når det var det, der skulle til, og at udvise en diskretion og lydhørhed, der understøttede lige så effektivt. Thomas Ovesen på bas var som altid fremragende, og det samme var Frands Rifbjerg ved trommerne, som jeg ikke havde hørt i big band-sammenhæng tidligere. Med et spil, der udstrålede den rette autoritet og opretholdt den helt ideelle balance mellem tyngde og fremdrift. Og så var der jo gæsten, Putte Wickman. Stadig en mester på sin klarinet med sin tone, der både kan rumme ætsende skarphed og blid sødme, og i besiddelse af en melodisk frodighed, der ikke synes at kende til nogen grænser. Det kunne næppe illustreres bedre, end da han i sin solo i 'The Mooche' med den største selvfølgelighed indflettede 'Ack Värmeland du sköna'. I de numre, i hvilke han medvirkede, var det svært at forestille sig, hvordan musikken overhovedet kunne eksistere uden netop ham. Men der var så meget andet. Eksempelvis som Wilkins kunne udnytte sit instrumentarium, tre trompeter, to basuner og fire saxofoner, når han som i Billy Strayhorns 'My Little Brown Book' lod den ene basun slå følge med saxofonerne. Og der var en lang række fornemme individuelle indsatser fra bl.a. trompetisten Jens Winther, altsaxofonisten Christina von Bülow og tenorkollegaen Jakob Dinesen, der som nykomling bragte en helt ny sound ind i det ellingtonske univers.