At der selvfølgelig ikke er noget galt med Mobys intelligens, var ingen af de 4.100 stærkt begejstrede og overvejende meget unge mennesker i det efterhånden stærkt ophedede hvalkogeri i (H)Valby i tvivl om. Her herskede smil fra øre til øre over den erklæret kristne Mobys spirituelle, effektive og djævelsk effektive variationer over techno og gospel - en art elektroniske salmer - en sjælden, næsten ren lyd i Københavns ubetinget værste 'koncertsted' og måske MTV's tilstedeværelse. I hvert fald var jubelbrølet allerede massivt, da en midaldrende markedsudråber fra tv-mastodonten forlods spurgte Valby Hallen: »Are you ready to rock?«. Et lettere bizart spørgsmål i tilfældet Moby. Og dog. Selv om den rastløse Moby er et af technoens største navne, er hans rødder i punkrocken aldrig mere end en skarpladt guitarsalve væk. Både guitar, techno og tempo er tonet voldsomt ned på Mobys seneste to plader, 'Play' og dette års bestseller '18', hvor stilen af og til krydser sporene fra Bowie, Suede og såmænd også U2. De to album er grunden til, at Moby, som han selv sagde, er rykket fra at spille for »cirka 25 mennesker« i Eigens Ballroom engang midt i 1990'erne til nu at fylde Valby Hallen og millioner af tv-skærme verden over. Årsagen til gennembruddet er den rolige, besjælede og næsten behagesyge gospelpop på de to plader, som også fyldte flot op ved tirsdagens koncert. Her stod den stadig meget sprælske Moby, der selv betjente synthesizere, dj-pult, congas og guitar koncerten igennem, foran et bjerglandskab, som lignede feriefotos fra en fjern planet. Og et band med violiner, celloer, trommer og ikke mindst aftenens store gæstesolist, sangerinden Diane Charlemagne. Denne rummelige kvinde gjorde med sin store, smukke og varme vokal så god fyldest, at man glemte alle stjernesangerinderne fra '18'. Faktisk var Diane Charlemagne med sin eminente udlægning af Mobys mange mantralignende oneliners i sangene aftenens helt store gevinst. Især i sange som 'One Of These Mornings' og 'Another Woman', der hørte til aftenens højdepunkter sammen med 'We Are All Stars' med det optimistiske drive, 'Why Does My Heart Feel So Bad?' og 'Natural'. De blidere sange stod distancen bedst i den gudsforladte hal, der til trods for den enorme energi i eksempelvis 'Bodyrock' og et imponerende, grafisk rent lysshow ikke kunne omdannes til en intens og intim club til de hårdt pumpede technonumre. Kun i Diane Charlemagnes sangforedrag nåede de sange, som i Valby lidt for ofte forekom smarte og glatte, helt ind under huden. Trods alle de store følelser, der tumles med i Mobys univers, fremstår lydarkitektens ferme vekselvirken mellem det heftige og det inderlige indimellem som en kalkuleret katalysator. Ligesom Lars von Triers film virker for dem, der har det sådan. Forførende, dragende, glatte, underholdende, men også af og til letkøbte og nemme som udfaldet mod præsident George W. Bush, intet mindre end »en sindssyg fascist« ifølge Moby. Resultatet blev en velsmurt og effektiv koncert, som dog ikke ligefrem var mindeværdig, hvilket også er meget forlangt af de håbløse kulisser i Valby. Her skal der mere end en fjern slægtning til forfatteren Herman Melville, som skrev romanklassikeren 'Moby Dick', til at hale en holdbar succes i land. Og så tilbage til afroparykken og den røde træningstrøje. Førstnævnte skyldes angiveligt blot, at Moby er en lille mand. Sidstnævnte havde Moby nemlig fået med posten - angiveligt fra Eminem. Det fik Moby til at kommentere rapperens angreb ved ydmygt at erklære: »Det er min simple overbevisning, at livet er alt for kort til at hade nogen, man end ikke har mødt endnu«. Det er det naturligvis svært at være uenig i, ligesom det er svært ikke at være imponeret af Moby. Sværere er det til gengæld for alvor at tage denne mærkelige mandsling helt ind i hjertet.