Lige fra selve den instrumentale stil til hans ydre fremtræden med guitarstrengene strittende ud af gribebrættets hoved, som forbilledet foreskrev det. Men sandheden er alligevel en anden. Samarbejdet mellem Svensson og det hallandske Ensemble Ginestra kom i stand på grund af en opfordring, som Svensson tilmed oprindelig var betænkelig ved. Og mens Scofields optræden med strygere i arrangementer, han ikke selv havde andel i, var et flop, som vi oplevede det ved en koncert herhjemme, så markerer Svensson sig som en yderst begavet arrangør af sine egne kompositioner, der både omfatter fine lyriske temaer og rytmisk appellerende melodilinjer. Hvad hans stilistiske udtryk betræffer, så er Scofield også på dette punkt kommet mere på afstand til fordel for et mere melodisk fabulerende spil, der trækker i retning af Pat Metheny og John Abercrombie. Dette kun for at illustrere, hvor Svensson i dag har placeret sig i det musikalske spekter. For først og fremmest er han en fremragende musiker helt på egen hånd, der befinder sig i det bedste selskab med tenorsaxofonisten Ove Ingmarsson, bassisten Matz Nilsson og trommeslageren Magnus Gran. Og ønsker man det fulde udbytte af, hvor glimrende de to kvartetter fungerer sammen, så kan cd'en 'Meeting', indspillet i 2000, anbefales på det varmeste. Hørt i Copenhagen JazzHouse lød musikken nemlig belastet af flere problemer. Det klæder absolut ikke en strygekvartet at blive elektrisk forstærket. Ikke blot går det ud over klangskønheden, men også den dynamiske nuancering. Og selv forstærkningen var ikke tilstrækkelig til at skabe balance over for jazzkvartetten og dermed yde den det nødvendige modspil. Til trods for at flertallet af stykkerne blev fremført i et særdeles behersket toneleje. Hvilket til gengæld fremkaldte et indtryk af, at musikken i for høj grad strøg os med hårene i stedet for at tage regulært greb i os. Dette blev sat yderligere i relief, da jazzkvartetten i de to første numre efter pausen var alene på scenen. Her udfoldede alle fire musikere sig i et medrivende spil uden at skulle lægge bånd på sig. Dette indebar ikke mindst, at vi fik hørt, hvilke langt større ressourcer Magnus Gran rådede over, når han gik fra den understøttende rolle, han havde udfyldt indtil da, over til en direkte aktiverende indsats. Og det gentog sig i koncertens afsluttende nummer, 'Short Talk', hvor strygekvartetten ganske vist ligeledes sad på scenen, men hvor det ikke var mange toner fra den, der lod sig opfange.