Og så er den tilsyneladende den ideelle legeplads for et talent som Joshua Bell. Eller var det bare en indlevelsesevne, der kunne have været lige så kongenial i et helt andet værk? I hvert fald passede hans kildevandskyske tone med det slanke vibrato og hans overlegne, mageløst differentierede strøgteknik perfekt til serenadens mere kokette end emotionelle fabuleren over figurer fra Platons 'Symposion'. Som Bell karakteriserede temaer og satser, var det som at høre en hel række vidt forskellige violinister efter hinanden: den roligt eftertænksomme indledning, hovedtemaets atletisk dansende rytme, sidetemaets smægtende valsesødme, allegrettoens henåndede cantabile, adagioens overvældende intensitet osv., alt indføjet med et stærkt nærværende temperament af lytten og fortællen. Særlig slående træk er den papirtyndt svævende pianissimoklang, der aldrig bliver sprukken, det højeste lejes tindrende rene lys og hans virtuose færdighed med springende bue. Og så har jeg da vist aldrig hørt så rene oktavparalleller på violin. Bell er en blændende tekniker. Han manøvrerer sit instrument med forførende lethed, hvad et gnistrende ekstranummer af John Corigliano dokumenterede i bredfuldt mål, men med netop den grad af alvor, musikken kalder på: Det intimt oprigtige melodiske udtryk, der forberedte narrestregerne hos Corigliano, var såmænd nok aftenens mest bevægende violinistiske moment. Med Gary Bertini ved rorpinden havde Bell både modspil og kontakt. Og den lille israeler fyldte ud med ordentlig musik: Mozarts 'Jupitersymfoni' og Stravinskys 'Sacre du printemps', begge præget af klarhed og spændstig dynamisk stramhed. I de første to Mozart-satser dominerede det strengt og gloriøst arkitektoniske måske lidt rigeligt over det menneskelige i deklamationen, men menuettens flydende elegante overskud var uimodståeligt, og i finalen blev de satstekniske komplikationer af sig selv til drama i en forbilledlig redegørelse. Endnu mindre var der at indvende i 'Sacre', der, som man ofte oplever det i koncertsalen, endnu en gang forbløffede med sin dristige rytmiske og instrumentatoriske opfindsomhed. Med sin sans for strukturel klarhed betoner Bertini det strømlinet 'moderne' i partituret på bekostning af de romantiske undertoner i denne fantasi om barbariske forhistoriske ritualer, og man kunne savne en ekspressiv dvælen i episoder som 1. dels 'Rondes printanieres' med basklarinetternes synkoper mod de dybe strygeres sejt gentagne akkorder eller den mystiske nattestemning i introduktionen til 2. del. Men når det er sagt, så var de vidunderligt rene klangflader, skarpt tilhuggede rytmer og udsøgte soli en ubrudt og stærkt ophidsende nydelse. Partituret er virtuost, og udførelsen var derefter, og der var kælet for detaljerne fra åbningens mystisk klagende fagot til slutningens bratte modstilling af orkestrets yderregistre, der sjældent lykkes så godt som her. I pausen uddelte orkesterchef Per Erik Veng Fritz Buschs mindelegat til bratschisten Per Nørby Hansen.