Kulør på komponistfestival

Lyt til artiklen

Søndag var sinfoniettadag, og turen begyndte på Louisiana, hvor Karl Aage Rasmussen fortalte om sin interesse for tid og om sin musik, der knytter sig til denne interesse. Hans Invisible Mirrors bearbejder barndommens fascination af drengen på OTA Solgryn-pakkerne. Måske kan man huske ham, duplikerende sig selv i et sugende evighedsperspektiv af mindre og mindre drenge med mindre og mindre havregrynspakker? Musikken klang farverigt i sine hyppige sceneskift og vellykket i sin leg med tempolag. Rasmussens musikalske spejlkabinet var indrammet af en dansk veteran og et nyt, lovende navn. Veteranen først. Ole Buck mestrer en særlig lyrisk, dansk form for minimalisme, der i Flower Ornament Music giver sig god tid og skaber fine rum. Musikken fornemmes organisk. Den er præget af vemod, og altfløjtens afspændte soloimprovisation førte frem mod det tætteste, vi herhjemme kommer kultkomponisten Arvo Pärts munkeritualer. På mig virkede de efterfølgende kineserier som et helt nyt værk, der overraskende blev taget hul på. Mere end som en fortsættelse af forløbet efter kulminationen med klokker, gong og monolitiske klaverakkorder, men især værkets første del var en fin oplevelse. Musikken evnede helt fundamentalt at gribe sin tilhører. Det samme gjorde - nok så opsigtsvækkende - den helt unge Simon Steen-Andersens Praesens for 13 instrumenter, som med sin differentierede instrumentationsteknik og sin insisteren på tyste nuancer lover godt for fremtiden. Jeg glæder mig til at høre mere. Lars Graugaards First Book of Changes præsenterede en velforberedt og teknisk overordentligt velspillende Torben Snekkestad på sopransax i en ethundrede procent frit opfundet solostemme, der, sådan som Snekkestad greb den an, tog omhyggeligt udgangspunkt i komponistens kompakte, aggressive instrumentalsats. Mere holdbarhed udstrålede 70-årsfødselaren Arne Nordheims Tractatus ved dagens anden sinfoniettakoncert, som foregik i Radiohuset. Denne gang var solisten fløjtenist i Athelas Sinfonietta, Eva Østergaard. Også hun var virkeligt velspillende, mens kompositionsprincippet her var det omvendte, idet nordmanden Nordheims solostemme er fikseret i alle små detaljer, mens Athelas Sinfonietta under norske Rolf Guptas ledelse lagde blokke af lyd under den - dikteret af solistens tempi og temperament. Aftenens lidt ligegyldige oplevelse blev Østen Mikal Ores Zoom, der med sit skoleagtige præg ikke rigtig formåede at fænge, mens Thomas Agerfeldt Olesen igen ved denne biennale demonstrerede, hvor nogle af de virkelige fremtidsperspektiver i dansk partiturmusik kunne tænkes at ligge. Det gør de kun delvis i biennaleleder Wayne Siegels computerværksted DIEM, hvor han er daglig chef. Musikkens fremtidsmuligheder stikker dybere. De handler om æstetik, og dén side af sagen har yngre folk som Agerfeldt Olesen befriende nye bud på. Således i All as one, hvor strygekvartet, horn, klaver og slagtøj i en symmetrisk opstilling lod durtonaliteter, dythorn fra nytårsaften og andre groteske modsætninger trives glade sammen i hver deres boble. Vedkommende. Tidsafspejlende. Opmuntrende. Ikke spor plat. Så godt som alle søndagens værker var komponeret inden for de sidste to-tre år, og Hans Abrahamsens romantisk-personlige klaverkoncert - en nyklassiker som nok en gang havde livsledsageren Anne Marie Fjord Abildskov ved tangenterne - satte smukt punktum for en biennaledag med fremtidsperspektiv. Så skidt med at musikken ikke inddrog state-of-the-art- teknologi, men nøjedes med gammeldags svungent messing og lakeret træ i form af vor tids minisymfoniorkester kaldet en sinfonietta. Vi hørte to gode danske af slagsen, og de spillede musik, der varslede godt for den ny musiks fremtid. I dag er der seminar om netmusik. Det foregår fra 13 til 16 på Musikvidenskabeligt Institut, Klerkegade 2 i auditorium 112. Det kunne måske gå hen og blive spændende.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her