Som min gamle tegnelærer formentlig ville have sagt det, hvis han havde undervist i klaverspil: »Kære Itabashi, der er også brug for jord- og betonarbejdere«. Nok om ham. Flyglet overlevede, om end det var ganske medtaget, da Hiroshi Minami overtog det efter pausen, ledsaget af saxofonisten Masakuni Takeno, bassisten Hiroaki Mizutani og trommeslageren Yasuhiro Yoshigaki. Minami, der tidligere har besøgt os i anledning af sit samarbejde med kornettisten Kasper Tranberg, har heldigvis et mere civiliseret forhold til instrumentet end Itabashi. Men som jeg også tidligere har måttet konstatere det, træder hans klassiske skoling alt for tydeligt igennem i både hans anslag, frasering og rytmiske timing. Dertil kommer, at de mange toner, som han lader løbe igennem sine fingre, i grunden ikke fortæller særlig meget. Dette bliver naturligvis mere påfaldende, jo dybere de omgivende musikeres jazzfornemmelse stikker. Og det var netop tilfældet. Mizutani og Yoshigaki dannede et stærkt team, og skønt navnlig Takenos tenorspil i sin opdrevne ekspressivitet og fingerfærdighed virkede for veltilrettelagt og opvisningsagtigt, så demonstrerede han i ekstranumret, en blues i mediumtempo, en anderledes afspændt holdning, der gav større bonus.