Det er romantikkens følelsestyngde og raffinementer nu også, og i to af Chopins nocturner op. 15 fik publikum noget at svømme hen over. Den kendte F-dur nocturne modtog en fin og sangbar udformning, og den efterfølgende i Fis-dur fra samme opusnummer blev på det følelsesmæssige plan et helt lille studie i kærlighedslængsel, mens jeg på det tekniske niveau bed mærke i en gennemtænkt brug af pedal. Det indadvendte i Chopins nocturne i c-mol fra op. 48, hvor også mere massive akkorder hober sig op, blev hos Marie Rørbech til dysterhed, og med Brahms tidlige variationer over et tema af Schumann fik eftertanken og melankolien det sidste ord. Kun begyndelsens svage hinde af nervøsitet trængte til at blive skrubbet bort, så havde det været en gennemført fornem recital. Marie Rørbech har klaverfremtiden for sig, og hendes klassisk-romantiske recital på Arken lovede godt.