Jeg ved godt, det er solisten, der er den interessante ved en klassisk koncertaften. Hun er hovednavnet.
Og selv om der var overraskende få publikummer i Tivolis Koncertsal lørdag aften, så var de, der havde fravalgt Melodi Grand Prix, klart nok kommet for at opleve den tyske powersopran Angela Denoke synge Richard Strauss’ ’Vier letzte Lieder’. Bare for lige at få det på plads, så var Denoke også en vokaloplevelse af virkelig høj klasse. Hendes stemme er glødende smuk og stærk. I udpræget grad en klangoplevelse. Den fik de bristefærdigt sensommerbugnende, vemodslæssede melodilinjer hos Strauss til at lyse stærkt. Orkestrets koncertmester leverede en fornem violinsolo, og hun kvitterede med kindkys! Mesterlig dirigent Men jeg er nødt til at flytte fokus fra Denoke til Tivolis Symfoniorkesters chefdirigent, Lan Shui. Sikke han mestrer sin metier, den vævre lille kineser, der i øvrigt bor fast i Danmark. En ting var den professionelle måde, hvorpå den afdæmpede Shui holdt Strauss’ bugnende store, raffinerede orkestersats og så vokalsolisten i balance gennem de fire brede Strauss-sange. Sådan skal det bare gøres. Men måden, han fik orkestret til at skinne og lyse på... det var en oplevelse i sig selv. Nu er selv den bedste dirigent ikke bedre end sit orkester, og selv om det bare går opad for tiden for Tivolis Symfoniorkester, så var deres arbejde akkurat lørdag aften af sådan lidt blandet kvalitet. Kulminerende bækkendrøn Rigtig meget lykkedes. Andet lykkedes ikke, og i Bruckners mægtige Symfoni nr. 7, der afsluttede aftenen, var oplevelsen også splittet. På den ene side fik Shui det til at fungere, som de fleste knækker halsen på hos Bruckner: Han fik musikken til at leve fra øjeblik til øjeblik, mens han samtidig uden vanskeligheder holdt det samlede billede af det mere end en time lange værk klart og tydeligt. Det var stærkt at høre wagnertubaernes dystre kor i symfonien, hvor Bruckner mindes sit afdøde idol. Den klare karakterisering og det tydelige overskud gjorde indtrykket mægtigt. Dansende, let, voldsomt. Inklusive det omdiskuterede, kulminerende bækkendrøn! Kikset soloblæser Til gengæld kiksede det vildt og inderligt for en soloblæser på de to mest udsatte steder i hele scherzoen, og også andre mindre fnidderier lander karakteren for en musikalsk set stor aften på fire gode, men trods alt jordbundne hjerter. Angela Denoke havde ikke været i Danmark i en ti års tid, før hun kom til Tivoli lørdag. Lad der nu ikke gå ti år igen. Lan Shui har haft ansvaret for Tivolis (i resten af året Sjællands) Symfoniorkester i nogle år efterhånden. Det er også hans fortjeneste, at det orkester spiller bedre og bedre for tiden. Fortsæt den vej!
