Normalt anmeldes debutkoncerter ikke.
Som regel har de bedste klassiske musikere etableret sig i musiklivet, inden de er færdiguddannede – og så er fænomenet debut blevet temmelig udvandet. Men den finske topdirigent Osmo Vänskäs uventede besøg i København for generøst at dirigere sin niece og Sjællands Symfoniorkester i Samuel Barbers dramatiske violinkoncert gav en god mulighed for at tage temperaturen på de populære gratis debutkoncerter på Frederiksberg. Og hvor var det godt, han kom! Nænsomt, men konsekvent ledte Vänskä orkester og solist gennem både tætte, pulserende kapitler og ømme, længselsfulde afsnit i Barbers vilde violinkoncert, der i al sin eventyrlige dramatik og snert af gylden showbiz er blevet en af amerikansk musiks få klassikere. Smidig formidling Vänskä er fortiden chefdirigent i Minnesota Symphony Orchestra og dirigerer jævnligt alle de største europæiske og amerikanske orkestre. Men det er rigtig sjældent, han kommer forbi Danmark.




























