Denne anmeldelse kunne faktisk bare indeholde et enkelt ord nemlig: Fantastisk! Sjældent har jeg hørt en så fremragende indspilning af Beethovens 1. og 6. symfoni som denne med Minnesota Orchestra og deres chefdirigent siden 2003, finnen Osmo Vänskä. Man oplever ofte, at dirigenter skøjter let hen over 1. symfoni, men sådan er det ikke med Vänskä, hans fortolkning virker gennemarbejdet ned til mindste detalje. Og frem for alt lader han Beethovens musik tale, han sætter på intet tidspunkt sig selv i fokus på bekostning af musikken.
Det er lykkedes for Vänskä at forene en relativt fyldig orkesterklang med en meget tydelig og distinkt melodifrasering. Det vigtigste af alt er, at han er tro mod partituret, rent faktisk gør han ikke så meget andet fraseringsmæssigt end at spille det, komponisten har ulejliget sig med at skrive. Så enkelt kan det gøres. Her kunne mange dirigenter lære noget.




























