DR havde satset på lyttevenligt og bevidsthedsudvidende stof. Osvaldo Golijovs fem år gamle cellokoncert, som har hittet de seneste år i en stribe store amerikanske koncertsale, flankeret af sjælden modernisme og Beethovens femte symfoni. Måske det største klassiske hit overhovedet. Som koncert blev det desværre ikke rigtig vellykket. Selve ideen med at sætte kendte og ukendte stykker sammen som et anderledes puslespil skal arrangørerne ikke høre et eneste ondt ord for, men musikken skal også fungere. For hvad var det egentlig, den hypede argentinsk-amerikanske Golijov havde valgt at skrue sammen til en cellokoncert? Alt og ingenting.
Tomme klicheer
Fire episoder over en halv time med lange perioder, hvor den unge cellist Alisa Weilerstein lagde vibrerende, udtryksfulde melodier hen over nogle helt simple, let svulmende strygerflader.
Weilersteins toner havde kraft, men virkede som tomme klicheer, og det hele smeltede sammen til en slags ’new age lad os finde ind til det store i tomheden’-højtidelighed. Billedet af højstemt enkelhed blev dog hele tiden forstyrret af de to percussionister, der sammen med Weilerstein og en tilbagelænet akkordeonist udgjorde en slags solistkvartet.
