Så er det i aften, DR præsenterer sin seneste nye omgang reality-tv, når første afsnit af dirigentkonkurrencen ’Maestro’ fylder fladskærmene. Mennesker, der aldrig har dirigeret før, og som formentlig overhovedet ikke er i stand til at læse et orkesterpartitur, skal konkurrere om, hvem der er bedst til at dirigere DR SymfoniOrkestret. Det skal nok blive underholdende. Torsdag åbnede selv samme DR-orkester sin koncertsæson med en rigtig maestro i spidsen. Og uden at risikere noget, kan vi vist roligt konkludere, at den musikalske oplevelse, det var at høre dirigenten Fabio Luisi med DR’s musikere, ikke bliver en, seerne kommer i nærheden af med ’Maestro’. Fabio Luisi kan som få sin metier til fingerspidserne, og det lyste langt væk, at DR’s orkester med koncertmester Christina Åstrand på forreste violinpult elskede hvert minut. Man kan mene, at DR SymfoniOrkestret ikke spillede toptunet efter sommerferien. Men man kan ikke diskutere, at det var sublimt, sådan som Fabio Luisi formede de tre meget forskellige klassikere, der stod på programmet. En lidt fjoget figur Det begyndte med den musikalske modernismes gennembrudsværk fra slutningen af 1880’erne, Richard Strauss’ stormende ’Don Juan’, som Luisi dirigerede med flot og klar gestus, så strygerne trods lidt mathed måtte lade sig føre med af italienerens ømhed og panache.
Hvis jeg var chef for DR SymfoniOrkestret, ville jeg ikke stille mig op og agere pausefyld, mens regissører foretog de mange nødvendige omrokeringer på scenen før Stravinskys ’Salmesymfoni’, sådan som orkesterchef Ole Bækhøj gjorde.






























