Man kunne dårligt have sammensat et mere strittende program end det, der blev givet til bedste ved ugens Torsdagskoncert.
Med to ligegyldige værker til at begynde og slutte med – og to smukke, charmerende og senromantisk yppige godbidder i midten. Nu rejser protesterne sig, for hvad er der galt med Ravels ’Bolero’, råber læseren. Hånden på hjertet. Ravel selv havde jo fuldkommen ret, da han beklagede, at hans kendteste orkesterværk er aldeles indholdsløst. Sangerinde af format Det ændrer ikke på, at DR SymfoniOrkestret under den franske dirigent Marc Soustrot fik blandet skødesløst velklingende træblæsersoloer med tight lilletrommespil. Publikum brød ud i forudsigelig jubel, for den opbygning, boleroen byder på, er skabt til stor applaus. Langt mere guf er der dog i Ernest Chaussons mindre kendte, men yppigt orkestrerede sange med den velduftende franske titel ’Poème de ’l’amour et de la mer’, som aftenens sopranstjerne, Anna Caterina Antonacci, sang, så kontrollen skyggede for sødmen.
