Som Adam Fischer står der på podiet i skjorteærmer med et glimt i øjet og den ene hånd skødesløst på gelænderet, virker hans livtag med Beethovens store femmere - ’Klaverkoncerten’ og ’Skæbnesymfonien’ mere som en leg end et alvorstynget projekt med to af musikhistoriens absolut mest hørte og fortolkede klassikere.
Og det er formentlig i den uhøjtidelige leg, orkestret finder styrken og ideerne til nybrud. I 12 år har DR UnderholdningsOrkestret spillet sig fra succes til succes med Adam Fischer som førerhund. Først Mozarts seriøse operaer, så hans symfonier – og fra 2012 står den på koncerter og indspilninger af Beethovens ni symfonier med tyvstart fredag.




























