De har fået hørt noget musik, de stolte gamle løvtræer, der på vakreste vis hen over weekenden har dannet fysisk ramme for Way Out West i Göteborg. En tre dage lang musikfestival, hvis beliggenhed, fornemmer jeg, har en del tilfælles med Smukfest i Skanderborg, hvorimod strukturen minder om Aarhus-festivalen Northside med to store scener og en lidt mindre. Og et musikprogram, der i år har trumfet dem begge. Her har store koncerter med hovednavne som Blur, Bon Iver og Black Keys fundet sted på den børnevenlige side af midnat, hvorefter byens klubber og spillesteder har taget over med et væld af mindre bands. Det har dog været festivalens ene akilleshæl i år. For et udvalg af natspillesteder med plads til samlet 7.000 gæster stemmer simpelthen ikke overens med festivalpladsens kapacitet på 27.000, og det resulterede i lange køer i den svenske sommernat. Den anden brist var en mindre syndflod af aflysninger. Festivalen måtte undvære prominente navne som Bobby Womack, Ornette Coleman og endelig den, med rette, varmeste kartoffel i gryden med rytmisk musik netop nu: Frank Ocean. Det var et stort tab - for festival såvel som publikum. Og anmeldere, ikke mindst. Men der var stadig på mange måder god lyd i Slottsskogen. Hot Chip. Linné Scenen. Torsdag.På en god dag er der ikke nogen, der kan nå Hot Chip til gummiskoene, når englænderne, som en bebrillet og mindre rocket pendant til det hedengangne newyorkerband LCD Soundsystem, formår at blande en mesterlig dj's virtuose fingerspidsfornemmelse for den gode fest med din allermest nysgerrige og musiknørdede vens pladesamling. Tidligere på året udkom Hot Chips femte album, 'In Our Heads', hvorfra især 'How Do You Do' med sine varme, duvende houserytmer virkede livgivende som solstråler på en sen svensk sommeraften. Ikke mindst takket være den vokalmæssige indsats fra den diminutive forsanger, Alexis Taylor, hvis sarte lyse vokal passer perfekt til hans fysik. LÆS ANMELDELSEVirtuos hoppebold har et boblende grundspor Men de svang heldigvis også bagkataloget ind i festen på original og overbevisende facon. Som på en guitarinficeret, nærmest rocket version af gennembrudshittet 'Over and Over'. Og den klarøjede kærlighedserklæring til konen derhjemme på 'One Life Stand'. Eller den helt afsindige tredelte finale, hvor en synthesizerbåret udgave af 'Ready For The Floor' gled direkte over i et rørende vellykket covernummer af Fleetwood Macs 'Everywhere', hvis elastiske baslinje var trofast bibeholdt, inden den afsluttende 'Hold On' blev trukket helt ud på et vidunderligt overdrev, og man skulle have ben som vandopblødt husblas for ikke at hoppe med. Thurston Moore. Linné Scenen. Torsdag.
Det var modsat en uforløst og lidt amputeret koncert med guitarbetvingeren fra Sonic Youth, Thurston Moore, der gav en kort og kradsbørstig koncert bakket op af sit nye band, Chelsea Light Moving. Han er lige blevet 54. Alligevel er der en Peter Pan-agtig selvtillid over måden, Thurston Moore håndterer sin guitar på. Han nægter at blive voksen. Alligevel er han voksen nok, til at han sidste år blev separeret fra Sonic Youth-kollegaen igennem tre årtier, Kim Gordon. Og til at hans seneste to soloplader har haft et afdæmpet udtryk, komplet med spredt inkorporering af harpe og violin.
LÆS ANMELDELSEMr. Støjrock viser bløde sider Men det var ikke det pæne ben, Moore havde fået ud af sengen denne morgen. Det var snarere det demonstrative, hvilket resulterede i en kort og kompromisløs koncert langt fra 'Demolished Thoughts', som han egentlig var på turné med. Snarere var det solodebuten 'Psychic Hearts' fra 1995, der dominerede sætlisten sammen med en håndfuld nye numre med benævnte nye band. En eftermiddag under standard i selskab med det sympatiske støjrockikon. St. Vincent. Linné Scenen. Fredag. Som hun stod på scenen og egenhændigt lossede fredagens festivaldag i gang ved at ryste, trippe og danse krampagtigt til sin egen musik gemt væk bag en langhåret pels af sorte krøller, lignede den 29-årige spirrevip Annie Clark, bedre kendt som St. Vincent, mest af alt en lillebitte fugl, hvis næb var endt i en stikkontakt. Elektrisk og fortumlet. Men lige så foruroligende ude af kontrol, hun kan virke, når hun svajer faretruende på scenekanten, tynd som et siv, lige så ubesværet fremstår hun, når hun flår i sin guitar som Jimi Hendrix' uægte albinobarn - bakket op af et noget anonymt backingband. LÆS ANMELDELSESangerinde er skræmmende og sexet som en gyserfilm Men de fleste blegner ved siden af Clark. Nok havde hun svært ved at forløse et par af numrene fra sidste års fremragende 'Strange Mercy'. Navnlig 'Cruel's åbenlyse popmelodi klædte Clark som en alt for stor frakke, modsat den skævt gyngende 'Surgeon' og den mere enkle 'Northern Lights'. Således opmuntret kastede Clark sig frygtløst ud blandt publikum under den punkede 'Krokodil', opkaldt efter det uhyggelige russiske stof desomorfin, hvorfra hun hvinende og brølende crowdsurfede sig selv ned fra scenen iført høje hæle og hvid silkeskjorte efter 40 minutter, der gik alt for hurtigt. Bare hun snart vender tilbage - gerne i selskab med David Byrne, som hun er pladeaktuel med til efteråret. Kraftwerk. Flamingo Scenen. Lørdag. Der var ikke megen trøst at hente i musikprogrammet efter Frank Oceans afbud, selv om festivalen lynbookede de svenske rappere i Looptroop Rockers. Alligevel virkede programsætningen med de tyske technopionerer i Kraftwerk som et underligt veloplagt bud på, at verden jo trods alt går videre. Med 'Trans Europa Express' eller 'Autobahn', det er for så vidt underordnet, når bare du bevæger dig fremad. Modsat stod de fire mænd stille som altid og spillede på deres fire ens keyboards, og udsendte sange om teknologiens lyksaligheder, et fransk cykelløb og radioaktivitet. Alt var ved det gamle. Og så alligevel ... For da man ankom til festivalpladsen lørdag, fik man stukket et par 3D-briller i hånden. Efter et par succesfulde koncerter på MoMA i New York i løbet af foråret har den teknologiforelskede førstestyrmand, Ralf Hütter - ikke overraskende - forelsket sig i 3D-effekter, og det skulle svensken ikke snydes for. Bedst fungerede det i begyndelsen, hvor lange animerede arme greb ud efter publikum på 'We Are The Robots', imens publikum hvinede af fryd. 'The Man/Machine' var et smukt virvar af tal og bogstaver. Animationerne blev dog lidt mindre interessante , som koncerten skred frem. Men når det fungerede, som på 'Trans Europa Express', hvor selvsikre konturer af nattog tonsede igennem natten, gav det en smuk og stærk følelse af fremdrift. Endnu en grund til at misunde de grønne trækroner over Göteborg.