Det er svært ikke at elske Hot Chip - hvis man da holder af et godt discogroove, sætter pris på elektroniske vibrationer fra keyboardet og ikke har noget imod, at en popsang bærer sine følelser uden på den spraglede skjorte med de enorme flipper.
Sentimentalt og sjasket Alligevel havde jeg det ikke let med Londonbandets forrige album, 'One Life Stand'. Deres legesyge tilgang til housebølgende electropop blev overskygget af hjertenære refleksioner over kærligheden, hvilket også tyngede albummet musikalsk. Det blev sentimentalt og sjasket.
LÆS OGSÅHot Chips nye album kører i samme rille Denne gang har Alexis Taylors fængende falset stadig fat i et eller andet vedhæng på livets alvor, men den emotionelle grundtone kommer ud over tilværelsens trakasserier og bliver sat i scene på en anderledes virtuost dansabel måde.
Forførende melankolsk Hot Chip åbner deres femte album med den elegante 'Motion Sickness', der med sin stilsikre opbygning går fra en simpel repeterende rytme til en forførende melankolsk popsang, der ligesom sine melodiske gentagelser har cirklen som tema: »Remember when people thought the world was round?«. Med den slags tanketvist er det ikke overraskende, at tankerne stadig snurrer rundt en håndfuld sange senere på det syv minutter langsomt snigende stykke house for skyggedansere, 'Flutes': »Nothing makes sense in my brain/ I'm moving words across the terrain«. Til at blive svimmel af De præcise pointer fortaber sig i lyset fra diskokuglen, men den tvivlende følelse hænger ved. Og blinker i takt til den brit disco, Hot Chip har skabt et sted mellem New Order, Pet Shop Boys og 1970'ernes mere funky udsving. Det er lige til at blive herligt svimmel af. Hot Chip har på ti år sneget sig til en position som et af planetens mest forførende og eksperimenterende electropopbands, der med deres nørdede forsanger og lidt aparte fremtræden ikke larmer så meget som andre af tidens langt mere aerodynamiske popnavne. De danser sådan lidt akavet rundt og ud ad et parallelspor, men det har vist sig at være langt mere holdbart end døgnfluer med ivrigt baskende vinger.
Boblende grundspor I løbet af de blot to år, der er gået siden 'One Life Stand', har flere af bandets medlemmer haft travlt med andre musikalske projekter. Alexis Taylor har arbejdet med filmmusik og udgivet et album med About Group, mens Joe Goddard efter sit soloalbum har været en del af den alternative danceduo 2 Bears. Travlhed og adspredelse synes at have inspireret dem, for pludselig står den samlede kvintet her igen og knækker nye ideer ud af deres ellers minimalistiske skabeloner. LÆS OGSÅPopfornyere laver livsglæde med vilje Med et velplaceret melodisk hook kan de løfte et boblende grundspor af synths til en hel lille galakse af fest, følelser og en god portion humor, som sætningen: »Do I look like a rapper?« på 'Night And Day'. Hvis man har set Alexis Taylor, er dét skægt. Det ene øjeblik er det blåøjet soul, der trækker dig ind til sig på 'Let Me Be Him', det næste hyler festekspressen gennem natten i et ekko af de musikhistoriske gravrøvere i LCD Soundsystem - bare uden selvbevidst kynisme - før de fisker en hymne ud af inspirationen fra det sene The Beatles på 'How There Is Nothing'.

Giver sig hen til produktionen

Og det klæder dem, at de, i stedet for at være optaget af at slette ironiske spor med oprigtige sange, denne gang har givet sig hen til produktion og lydene, hvor man kan spore tidstypiske manipulationer a la James Blake, få flashbacks til klassisk Chicago House og i alle de små sprækker mærke, at det her album er som en hoppebold af lyd. Inden i vores hoveder. Der mangler måske lige de to uforglemmeligt gode sange, der kunne løfte 'In Our Heads' op på niveau med 'Made In The Dark', men ellers er Hot Chip i farver og energi tilbage på samme høje niveau. Med et syntetisk groove, der drejer hofterne rundt, og tekster, der kan få hovedet til at snurre med.