Albummet 'I Predict a Graceful Expulsion' med Cold Specks var noget nær et chok for systemet. En ekstremt intens musikalsk oplevelse, hvor den unge canadiske sangerinde, der kalder sig Al Spx, introducerer en fusion af blues, soul og gospel så sort som tjære og så hudløs som en flået kat. En stemme flammende af rå indre ild. Stærke minder At høre Cold Specks for første gang mindede mig ikke så lidt om, da jeg for første gang hørte en ung Tracy Chapman. Den samme kompromisløse alvor og fornemmelse af både at tale på egne vegne og på vegne af en kollektiv erfaring, når Al Spx på 'Holland' synger »We are many! We are many!«. Så jeg bliver ærligt talt noget overrasket, da det viser sig, at Al Spx er en ung sort pige så benovet over opmærksomheden, at hun må fnise genert mellem hvert nummer. En sød pige, som alle må knuselske, men som bare ikke ligner sine sanges buldrende bål det fjerneste. Måske er jeg offer for en racestereotypi? At sorte sangere, der synger smertefuldt, nærmest per automatik også forholder sig til deres races lidelser? For Al Spx' vedkommende er 'Holland' med omkvædet »We are many! we are many!« i hvert fald henlagt til »Rotterdam, goddamn« ganske langt væk fra Sydstaternes bomuldsmarker! LÆS OGSÅHæs gospelsangerinde leverer nerve i en medieret tid Intensiteten er der ikke noget i vejen med fra det øjeblik Al Spx efter en solointro med bandet under ledelse af Rob Ellis kaster sig ud i 'The Mark' med det gospellignende omkvæd »Take me home!«. Hendes stemme er ren og prægtig og soulfuld. Al Spx synger næsten, som om hun er et medie for større kræfter. Det er måske det, der snyder. For sangene er jo bare dybt personlige udsagn, der udtrykker en moderne ung kvindes håb og blues, men gør det med samme styrke, som var hun i sandhed mange og ikke bare én. Det næste nummer, 'Blank Maps' med omkvædet »I am, I am a goddamn believer«, fastholder og forlænger det magiske øjeblik. Men det er i afbrækkene mellem sangene, indlevelsen slår sprækker. Indre liv Hun ligner en helt almindelig genert ung pige, der træder ind i en rolle, når hun øjeblikket efter synger aftenen strålende sort af sine lungers fulde kraft. Dilemmaet er jo ikke ligefrem nyt. Har kunstnerens person eller personlige udstråling noget at sige for bedømmelsen af kunstværket? Som regel ikke. Men en rockkoncert er noget andet. Her smelter musik og persona sammen til en helhedsoplevelse. Som bliver præget af følelsesmæssig signalforvirring. Cold Specks spiller en musik, hvor ægthed er alt, men hvor konstruktionen bag skinner igennem.
Bliver oplevelsen af musikken så mindre autentisk? Jeg tror ikke, der er fare for, jeg næste gang vil lytte til Cold Specks-albummet som et iscenesat skuespil, men denne aften i Vega svækker den søde fnisen bag mikrofonen det emotionelle punch. Efter to numre er jeg parat til at lade mig bjergtage. Efter tre må jeg affinde mig med en mere nøgtern aften. Det er da afvæbnende, at unge Al selvironisk gør grin med, at hun jo står i spidsen for et totalt deprimerende band, men fremmende for illusionen er det ikke ligefrem. Som 'Heavy Hands', 'Hector' og 'Elephant Head' overbevisende demonstrerer, er debutalbummet 'I Predict a Graceful Expulsion' en magtfuld og imponerende samling sange, men uanset kvalitetsniveauet er det altid svært at tage på turné med kun ét album i bagagen. Stramt defineret stil Især med så tæt og intensivt album som Cold Spex' kan det være svært at finde en variationsbredde uden de mange ekstra farver på lydpaletten, studieproduktionen tilbyder. Så på trods af at de enkelte sange stort set uden undtagelse gør indtryk, sniger en fornemmelse af monotoni sig efterhånden ind. LÆS OGSÅCanadisk dommedags-soul gik rent ind Også 'Steady' og 'Lay Me Down' lyder brandgodt, og i det hele taget fremstår Al Spx som en sangerinde med en stemme af de sjældne. Ren, stærk og sjælfuld planter hun gåsehud på ørerne. Men den musikalske ramme virker efterhånden snærende denne aften, fordi den mere ligner en stramt defineret stil snarere end et redskab til yderligere fordybelse i soul og bluesmusikkens muligheder.




























