Der var begejstring hele vejen rundt i Koncerthuset, da violinisten Hilary Hahn og DR SymfoniOrkestret var færdige med Mozarts Violinkoncert nr. 5.
Orkestret applauderede vedholdende, og publikum stod op, til den amerikanske solist i guldkjolen gav ekstranummer. Det er til at forstå. Den unge tyske dirigent med det flotte navn Cornelius Meister fik orkestret til at akkompagnere om ikke fuldstændig fnugfrit så til gengæld med varme og følelse, og i centrum stod violinisten, der, trods det at hun har samme alder som aftenens 32-årige dirigent, længe og på både godt og ondt er blevet kaldt perfektionist.






























