»Det er sådan, det lyder for tiden!«
Ordene faldt hen imod slutningen af lørdagens koncert med københavnerkvartetten I Got You On Tape, der gæstede et tæt på udsolgt Forbrændingen i Albertslund, og kom fra bandets kerne, sanger og sangskriver, Jacob Bellens.
LÆS ARTIKEL Danske rock-darlings overgår sig selv
En mand der ejer scenen på sin egen uprætentiøse facon, og er det evige omdrejningspunkt, når bandets musik skal beskrives – ganske enkelt fordi hans stemme er så karismatisk, at den ikke er til at komme udenom.
Da bandet debuterede i 2006 fik han ofte skudt i skoene, at han lød som en moden David Bowie. Men det var dengang. I dag lyder Bellens som Bellens.
Vilde udslag på kuldegysningsbarometeret
Alligevel fremstod lørdagens band i høj grad som en sammentømret firkant med stærke tovholdere i hvert hjørne.
Hvilket til eksempel kom til udtryk, når de sang flerstemmigt. Men også nede i det helt basale samspil musicerede I Got You On Tape med lige dele vildskab og koldblodig kontrol.
Resultatet var en koncert, der gav vilde udslag på kuldegysningsbarometeret – på den helt rigtige måde.
Fra begyndelsen stod det klart, at bandet havde tænkt sig at følge deres seneste, plade ’Church of The Real’ til dørs med en optræden, der pustede liv og glade dage i den ofte ellers dystre storbyrock.
Nye sange stod stærkest
Titelnummeret åbnede koncerten med et simpelt trommebeat tilsat til sfæriske synthesizere, Jacob Funchs tørt klingende guitar og glimtvise vokalharmonier. Det var et glimrende afsæt, og et sikkert valg, da det viste sig at være de nye sange, der stod stærkest.
Og det selv om I Got You On Tape på ’Church of The Real’ har taget et hovedspring ud i en mere liflig og poppet, ind imellem næsten funky retning, hvilket allerede stod klart med den groovy førstesingle ’Run From The Rain’.
Nummeret blev serveret i en sprudlende udgave med Jeppe Skovbakkes gyngende basgange som selvsikker rygrad. De popperlende lyksaligheder fortsatte på ’Truth and Solitude’, hvis distinkte synths vækker minder om Irene Caras temasang fra ’Fame’.
Den association havde man næppe fået med hjem fra en koncert med bandet for to år siden, men så meget desto mere opløftende var det at opleve et band skubbe til sine egne grænser.
Der ligger nu stadig et stabilt, skandinavisk sortsyn gemt i Bellens’ afgrundsdybe stemme, og det danner en besnærende kontrast til det mere dansable lydbillede, I Got You On Tape anno 2011 dyrker.
Det blev slået fast med en konsekvent version af ’Stereo’, hvor det vitterlig gav perfekt mening at have bandet stående i en nærmest Kraftwerk’sk formation side om side helt fremme på scenen, med trommeslager Jacob Funch ude på fløjen.
Det føjede en klædelig bonusdynamik til en popsang der allerede var i fuld galop, at man som publikum kunne følge stortrommen hoppe i takt til det effektive beat som en fysisk manifestation af musikkens insisterende energi. Bragt til live af et nærmest magisk velspillende orkester.
Ældre numre mistede fodfæstet
’Ace In The Hole’ fra albummet ’Spinning For The Cause’ fra 2009 var aftenens første i rækken af en lille håndfuld ældre numre. Men det var som om, den ellers fremragende sang ikke rigtig kunne finde fodfæste.
Fundamentet skælvede på den forkerte måde, tonearten var en anden og den ubesværede selvtillid der karakteriserede bandets levering af de nye numre var slet ikke tilstede med samme kraft.
Den særegne stemme i dansk rock synger igenFor det var unægtelig det nyeste materiale, der fremstod stærkest.
Fra uptempo-numre til helt afdæmpede, elektronisk funderede ballader, som den afpillede ’Song For Euros’, hvor alle fire mand på scenen sang i harmoni og greb hver sit keyboard, imens trommeslager Rune Kielsgaard afgav kontante tryk med fingrene på sin ofte brugte drum pads med den karismatisk knastørre trommelyd.
En musikalsk bjørnekrammer
Samme lavmælthed bød ’Beneath A Cloud’ på – heldigvis uden den noget frustrerende autotune-effekt, der på beklagelig vis får Bellens til at lyde som en brægende Kanye West på albumversionen.
Men ikke på scenen i Forbrændingen, hvor hans vokal fik lov til at eje sangen uden forvrængelsesfnidder. Faktisk kunne den med fordel have været serveret endnu mere spartansk, da melodien i sig selv er en lille skønhedsåbenbaring.
I den stik modsatte ende af svulstighedsbarometeret lå de to gamle kendinge ’Cabaret’ og ’Somersault’, der fungerede som fuldgyldige beviser på, hvor bredt I Got You On Tape favner.
Som en musikalsk bjørnekrammer, der kan klemme al luft ud af lungerne på dig i ren iver. Og samtidig løfte dig helt derop, hvor dansk rock bliver rigtig sjovt.
SE TV
fortsæt med at læse
