Man oplever mange sære ting under Distortion i København.
Den fem dage lange festfestival er – på godt og ondt – blevet synonym med de store gadefester, hvor overvejende ungdommen med sol på skuldrene, beskidte gummisko og en lunken dåseøl i hånden fejrer sommerens komme ved at gøre det, som langt størstedelen af danskere gør, når solen skinner:
Vi går udenfor og kommer hinanden ved.
LÆS OGSÅ Distortion-gæst til gademiddag: »Det handler om kærlighed og fællesskab«
På Distortion vil det uvægerlig også betyde, at der vil være folk til stede iført helfigurs pandakostumer, Daft Punk-inspirerede hjelme med diskokuglefinish eller unge mænd iført adamskostume – og det i et omfang, hvor det åh, så gakkede er blevet normen selv på Distortion.
Og fred være med det. For det var netop med til at gøre oplevelsen af noget virkelig Distortion-sært – koncerten med Daughn Gibson – til noget ekstra særligt. Og temmelig underligt.
POLITIKEN TV
Baryton Barbie-mand
For kl. 22, når musikken stopper til Distortions mange små gadefester, rykker den indenfor for at spille videre på byens mere eller mindre etablerede spillesteder, heriblandt Pumpehuset, der torsdag aften havde besøg af den dårlige karmas cowboy selv, amerikanske Daughn Gibson.
En to meter høj, tidligere lastbilchauffør fra Pennsylvania med en solid Scott Walker-klingende baryton. Og en statur som en græsk gud, hvorfor han ikke sjældent lignede en firskåren Barbie-mand i færd med at tilintetgøre det pludselig meget sart udseende keyboard, der stod ved siden af ham, hver gang han hamrede næverne i de sagesløse tangenter.
Manden bag Distortion: »Vi lærer, mens vi løber. Vi bliver bedre og bedre fra år til år«Omtrent ligesådan så det ud, når han krampagtigt holdt fast om sit mikrofonstativ, der mest af alt mindede om en forlænget strikkepind i labberne på Daughn Gibson, som lykkeligvis sang med en lige så smuk klang, som han talte med, da han fåmælt introducerede sig selv, før han gik i gang.
Tvivlsomt kig i krystalkuglen
Det er et år siden, Daughn Gibson udgav sit fornemme debutalbum ’All Hell’.
En løjerlig, dramatisk og særegen halv times halvelektronisk singer-songwriter noir tilsat mørkemands-croon, jamrende kvindestemmer, mol-triste synthesizere, samplede spøgelseskor og generelt slæbende beats, som under koncerten i Pumpehuset blev erstattet af en trommeslager, der hamrede ekstra liv ind i de dystre sange.
LÆS ANMELDELSE
Forførende tyrenakke har lavet en af årets mest originale pladerNår Daughn Gibson var bedst, var det da også på netop sangene fra debutalbummet, som allerede til juli følges op af en toer med titlen ’Me Moan’, hvorfra Gibson divertede med sangen ’Kissing on The Blacktop’.
Som dog viste sig som aftenens store maveplasker, da den på bizar vis mest af alt lød som en tilfældig Elvis-impersonators tempotromlende tag på en af Daughns ældre sange. Hvilket ikke var noget ubetinget lykkeligt kig i krystalkuglen.
Blandet buket
Langt mere intens, vild og dragende var han, da han skruede lidt ned for sine medbragte backtrack-spor, der fyldte endog rigtig meget på den sært svulstige ’Kissing on The Blacktop’.
Daughn Gibson var bedst, når stemmen fik lov at stønne-croone i ømt samspil med debutens sarte, men slidstærke melodier som den traurige ’Tiffany Lou’ og den mere beskidt groovy ’Looking Back On 99’. Det var sælsomt, og meget smukt.
For når Daughn Gibson på sangen ’Dandelions’ brummesang om en buket blomster indeholdende både roser, fandens mælkebøtter og margueritter, var selvsamme buket i virkeligheden et ret godt billede på den kaotisk sammenfiltrede kost, der er Daughn Gibsons musikalske univers.
Her er både ukrudt, skønhed, torne og masser af ’han elsker mig, han elsker mig ikke’ i en ret unik blanding af kådhed, hormoner og kærlighed.
LÆS OGSÅ Som trylleri: Nørrebro er renset for Distortion
Det samme gælder Distortion. Og på den måde var det godt set at lade lastbilchaufføren køre publikum med en tur ad helvede til. Jeg gør det gerne igen.
fortsæt med at læse
